Nyt skyderi i København: Politiet jagter gerningsmand

TV 2 Kosmopol logo
I samarbejde med TV 2 Kosmopol

Københavns Nordvestkvarter har onsdag aften dannet rammen om endnu et skyderi.

Et øjenvidne fortæller til TV 2 Lorry, at en mand er blevet skudt på hjørnet af Tuborgvej/Tomsgårdsvej og Frederiksborgvej i Københavns Nordvestkvarter. Forbipasserende har angiveligt forsøgt at standse hans blødning.

Københavns Politi bekræfter over for TV 2 Lorry, at man har fået en melding om et skyderi på stedet klokken 18.57. Manden er blevet ramt i ballen. 

- En 24-årig mand er blevet ramt af skud og er på vej på hospitalet. To mænd er undveget på knallert og dem er vi på jagt efter i øjeblikket, siger vagtchef Henrik Moll, Københavns Politi, til TV 2 Lorry.

Kendt i forvejen

Manden er ifølge Ritzau kendt af politiet i forvejen og har banderelationer. Han er uden for livsfare.

Det vides i øjeblikket ikke i hvilken retning, de to mænd på knallert er flygtet. 

Også tirsdag blev en mand skudt. TV 2 Lorrys reporter på stedet kunne berette, at der blev skudt fem gange omkring klokken 19.15 ved Den Røde Plads på Nørrebro. En mand blev ramt i ballen. 

Det er ifølge Københavns Politi endnu for tidligt at sige, om aftenens skyderi har nogen forbindelse med skyderiet i går.