Endnu 11 busser fældet i stor kontrol
Defekte busser ved nordjysk fodboldevent fik Sydøstjyllands Politi til at foretage buskontrol på spejderlejr.
Ved afslutningen af spejderlejren SL2017 søndag var der kontrol med de busser, der kørte spejderne hjem.
Ud af de omkring 350 busser, der skulle afhente spejderne i Sønderborg, blev 33 busser udtaget til en nærmere undersøgelse.
Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Ud af de 33 busser blev nummerpladerne på en enkelt bus inddraget på stedet, og yderligere 10 busser blev indkaldt til syn, siger politiinspektør Michael Weiss fra Sydøstjyllands Politi i meddelelsen.
På grund af bremsefejl og manglende styrekugler blev de 10 busser taget ud af drift.
Det var Tungvognscenter Syd fra Sydøstjyllands Politi, der stod for kontrollen i samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politi.
Buskontrol inspireret af fangst i Hjørring
Kontrollen med spejderbusserne var inspireret af de nordjyske kontroller, der fandt sted i sidste uge ved Dana Cup, der er en af de største ungdomsfodboldturneringer i verden.
Over fire dage gennemførte politiet kontroller med de busser, der kørte deltagerne rundt.
De tre første dage - tirsdag til torsdag - blev i alt 51 busser undersøgt. 23 blev sendt til fornyet syn, mens fem fik klippet pladerne.
Fredag var 18 busser under politiets lup. Her blev seks busser sendt til syn, mens fire fik klippet nummerpladerne.