Krimi

P-vagt overfaldet af rasende bilist

Den 53-årige parkeringsvagt måtte en tur på skadestuen efter overfaldet. Bilisten vil nu blive sigtet for overfald på tjenestemand i funktion.

En 53-årig parkeringsvagt fra Helsingør Kommunes Parkeringsservice blev mandag eftermiddag overfuset verbalt og udsat for vold af en bilist, som han var ved at skrive en parkeringsbøde ud til. Det skriver Helsingør Dagblad. 

Brugeren af bilen havde ellers fået en chance for at fjerne den ulovligt parkerede bil i Strandgade udfor musikinstrumentforretningen. Parkeringsvagten sagde til et par yngre mænd, som vidste hvem der var ankommet i bilen, at den pågældende ikke måtte holde på stedet, og opfordrede dem til at bede føreren om at fjerne den, hvilket de indvilgede i. 

Men da bilen ikke blev fjernet inden for en rimelig tidsfrist, gik parkeringsvagten i gang med at skrive en bøde ud. Mens han var ved at anbringe blanketten mellem vinduesviskeren og forruden kom føreren af bilen stormende ud fra forretningen og overfusede parkeringsvagten på det groveste.

Ruskede vagt i armen

Han hev og ruskede vagten i armen og nev ham, så han pådrog sig en blodudtrædning. Derefter kastede den rasende bilist sig ind bag rattet i bilen og kørte fra stedet. Men parkeringsvagten, som senere måtte en tur på skadestuen, havde noteret bilens registreringsnummer, og slog alarm til politiet. På baggrund af nummeret kunne politiet konstatere at bilens ejer var en kvinde i Helsingør, som tilsyneladende havde lånt bilen ud til den efterlyste. 

Men politiet flugte ikke op på sagen mandag eftermiddag, fordi sagen, som det hedder: »ikke løber nogen steder«.

Så i går, tirsdag, planlagde politiet at aflægge et besøg hos bilejeren for derigennem at finde frem til førerens identitet. Stemmer parkeringsvagtens forklaring vil bilisten blive sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 119, der vedrører vold mod tjenestemand i funktion, oplyser politiet.