Emilie Mengs farmor med hård kritik af politiet: - Vi har fået standard-svar
Det er i dag et år siden, at Emilie Meng forsvandt ved Korsør Station efter en bytur.
Emilie Mengs familie har valgt at bruge årsdagen for den dengang 17-årige piges forsvinden til at tage bladet fra munden.
Kort før klokken 16 gik Emilie Mengs farmor på talerstolen på Rådhuspladsen i København, hvor et arrangement med titlen ’Giv os lyset tilbage’ blev stablet på benene af Facebook-gruppen ’Forsvundne Personer’. Her læste hun en tale op, som Emilie Mengs mor havde skrevet.
Farmoren, Lene Pedersen, indledte sin tale med at sige et stort tak til de mennesker, som har søgt og ledt efter hendes barnebarn i den periode, hun var forsvundet.
Kritik af politi og myndigheder
Efter takken kritiserede farmoren politiet og myndighederne:
- For os som familie har det været starten af et endeløst mareridt. Ud over at lede dagligt har vi kontaktet politiet i håb om at få nogle svar. Det, vi ofte er blevet mødt med, er negligering, bortforklaringer og affejende standard-svar, som vi ikke har kunnet bruge til noget, lød det fra talerstolen på den lille scene på Rådhuspladsen.
Farmoren fortsatte med at fortælle, at hendes elskede barnebarn ikke blot var et sagsnummer, som de i deres dialog med politiet havde fået fornemmelsen af.
- Det her er vores elskede datter, det handler om, og ikke bare et sagsnummer.
Intet kriseberedskab
Meng-familien har ifølge farmoren ikke oplevet, at et krisebeskedskab har taget imod dem efter Emilie Mengs forsvinden. Hun fortalte, at hjælpen og kriseberedskabet udelukkende er kommet fra deres arbejdspladser.
- Mange af de folk, vi har talt med, har taget det som en selvfølge, at der ville blive sat det helt store kriseberedskab i gang, når noget frygteligt, som det her sker. Men det har overhovedet ikke været eksisterende.
Hun fortsatte med at forklare, at familien stadig kæmper med sorg og savn.
- Vi kæmper dagligt en kamp for at få hverdagen til at hænge sammen. Udadtil får vi det til at fungere, men indadtil er vi klar over den kendsgerning, at vi aldrig kommer til at få det godt igen.
Drabsmanden er stadig på fri fod
Efterfølgende fortalte farmoren, at hun og familien er dybt frustrerede over, at Emilie Mengs drabsmand stadig er på fri fod.
- Hvordan man kan leve med sig selv, når man har begået en så modbydelig og forkastelig handling. Hvordan kan et retssamfund eksistere, når den person – morderen - stadig render rundt frit derude? Vi håber, at alle fortsat vil være opmærksomme på, at al viden kommer til politiet, sagde Lene Pedersen.
TV 2 har spurgt, hvad Kim Kliver, der er politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falster Politi, siger til familiens kritik af politiet.
- Jeg har ingen bemærkninger til familiens udtalelser, men jeg har stor forståelse for den svære situation, som Emilie Mengs familie står i, siger politiinspektøren til TV 2.






