Krimi

Hjemløs om afpresning fra Black Army: - Jeg fortryder ikke, at jeg er stået frem

Et medlem af Black Army nægter i retten i Odense at have udsat en tidligere hjemløs for røveri og afpresning.

En tidligere hjemløs fra Odense trodser bandegrupperingen Black Army.

Det betyder, han ikke længere tør opholde sig på Fyn, men tirsdag var han igen tilbage i hjembyen, hvor han i byretten stod frem og fortalte, at han den 4. december 2016 blev afpresset, truet og slået i hovedet af 22-årige SD.

Slået i hovedet af SD, en kortklippet mand med et tydeligt ar i baghovedet, der selv i retten har bekræftet, at han er medlem af Black Army.

- Det var to slag med venstre hånd. Her, sagde den hjemløse Nicolai Hansen og pegede på sin højre tinding. Slagene var med knyttet hånd, fortalte han.

- Fucking løgner, lød det omgående fra den 22-årige tiltalte SD, mens hans forsvarer Mie Sønder Koch tyssede på ham.

- Var du bange?, spurgte anklager fra Fyns Politi Dennis Dokkedal.

- Ja, det var jeg! Jeg tænkte bare, at jeg skulle have min hund og komme væk, sagde den hjemløse.

Nægter afpresning

22-årige SD er sammen med en 19-årig kammerat tiltalt for røveri og afpresning. De nægter sig begge skyldige. SD tilstår alene, at han ved en anden lejlighed gik rundt med en ulovlig kniv i midtbyen i Odense.

- Der var en misforståelse med, at de mente, at jeg skyldte dem nogle penge. Så fandt de ud af, at det gjorde jeg ikke alligevel, fortæller den hjemløse, der tidligere havde købt hash fra SD.

Den 4. december ville han købe 10 gram mere. Han fortalte, at han havde 1100 kroner fra sin kontanthjælp på sig - de penge tog de tiltalte.

Desuden er de tiltalt for at true ham til, at han skulle komme tilbage med 2000 kroner efter to timer - ellers ville de skade ham med en kniv, truede de ifølge anklageskriftet.

Opfordring: Stå frem!

Efter Nicolai Hansen havde afgivet forklaring, forlod han retsbygningen. Rystende og eskorteret af flere betjente samt pressen og byens borgmester, der var til stede i retten og hørte den hjemløses forklaring.

- Jeg fortryder ikke, at jeg er stået frem. Men det fylder selvfølgelig noget. Jeg kan ikke længere være på Fyn, og jeg kigger mig altid over skulderen. Jeg vil aldrig være helt rolig igen, fortalte Nicolaj Hansen på vej væk fra retsbygningen.

- Det er vigtigt at sige sin mening. Det er vigtigt at stå frem. Jeg har prøvet at hjælpe de andre hjemløse, siger han med en opfordring til alle andre, der føler sig truet eller afpresset af Black Army:

- De skal gå til politiet og stå frem. Jo flere, der står frem, jo bedre. Jeg troede ikke, at de ville lytte til mig. Men det gjorde de, sagde Nicolai Hansen, der håber på en hård dom til de to tiltalte.

Dommen falder onsdag eftermiddag, efter yderligere fem vidner er blevet afhørt.

Et medlem af Black Army nægter i retten i Odense at have udsat en tidligere hjemløs for røveri og afpresning. Video: David Buch