Dagen før hun fylder 100: Statue af Lise Nørgaard udsat for hærværk
Politiet vil gerne høre fra vidner, der kan hjælpe med at finde frem til de eller den skyldige i forbindelse med hærværket.
Journalisten og skaberen af serien 'Matador', Lise Nørgaard, fylder 100 år i morgen den 14. juni.
Men dagen før den glædelige dag er en statue af hende, der står i Algade i Roskilde, blevet overhældt af rød maling. Det viser et billede, som er TV 2 har modtaget.
Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter, at statuen er blevet overhældt med maling, og at situationen undersøges.
- Det er en meningsløs handling. Det er svært at se, hvem der skulle være sur på hende, siger Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Vil gerne høre fra vidner
Senere tirsdag oplyste politiet på Twitter, at en skulptur forestillende forfatteren Gustav Wied på Domkirkestræde og Skt. Olsgade i Roskilde også er blevet udsat for et mindre hærværk med rød maling.
Også i dette tilfælde står politiet uforstående over for motivet og søger eventuelle vidner til hærværket. Gustav Wied levede en del af sit liv i Roskilde.
Martin Bjerregaard oplyser, at politiet gerne hører fra vidner, der kan hjælpe dem med at finde den eller de skyldige bag hærværket.
- Vi har ikke umiddelbart noget at gå efter. Men vi leder efter spor på stedet – og så vil vi kontakte butikkerne i nærheden for at se, om de har fanget noget på videoovervågningen.
Samme skete for Den Lille Havfrue
En lignende skæbne overgik Den Lille Havfrue for cirka to uger siden, da den ligeledes blev overhældt med rød maling.
Her mente politiet, at hærværket var politisk motiveret.
- På havnekajen tæt på statuen står der skrevet "forsvar de færøske hvaler" med rød maling, sagde Thomas Tarpgaard fra Københavns Politi.
Har været i kontakt med kommunen
Martin Bjerregaard fortæller, at man ikke har fundet en lignende besked ved Lise Nørgaard-statuen.
Skulpturen er blevet renset for rød maling, så den er ren igen til forfatterens 100-års fødselsdag onsdag, oplyser sn.dk.
Vidner kan kontakte politiet på 1-1-4.