Krimi

Politiet har skudt en mand ved Tivoli

Politiet har skudt en mand, der truede betjente med et skydevåben. Intet tyder på terror, oplyser Københavns Politi.

Tungt bevæbnet politi er fredag massivt til stede i København omkring Tivoli, efter politiet af skudt en mand omkring klokken 17.36.

- Han truede politiet med et skydevåben, oplyser Henrik Møller Jakobsen, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, til TV 2.

- Det sker under en almindelig politiforretning, hvor en person truer politiet med et skydevåben. En betjent afgiver skud, og personen bliver ramt.

Politiet kan på et pressemøde fredag aften ikke oplyse noget om mandens tilstand.

- Intet tyder på, at det er en terrorrelateret hændelse, eller at der er yderligere gerningsmænd på fri fod, oplyser Peter Olesen Dahl, ledende politiinspektør hos Københavns Politi.

Billede fra afspærringen.

Ingen andre personer er kommet tilskade.

Afspærringer flere steder

Mindst 10 udrykningskøretøjer med blå blink på stedet, hvor politiet har afspærret Stormgade og H.C. Andersen Boulevard - et af Københavns mest befærdede områder.

Skudepisoden skal nu undersøges af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

- De kører fra Aarhus, så det vil tage noget tid endnu, kan jeg godt afsløre, fortæller Peter Olesen Dahl klokken 19.30.

I en pressemeddelelse oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed, at man klokken 18.14 blev underrettet af Københavns Politi om, at der kort forinden havde været en skudepisode ved Tivoli i København, hvor en mand blev ramt af skud fra politiet.

- Politiklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger vedrørende sagen, lyder det i meddelelsen.

Ifølge vicepolitiinspektør Henrik Møller Jakobsen truede manden politiet med skydevåben. Video: Kristian Greve Pedersen

Øjenvidne hørte skud

Et øjenvidne, som stod ved sin pølsevogn tæt på afspærringen, fortæller til TV 2, at hun hørte omkring fire skud.

- Jeg hørte støj og så, at politiet skød mod noget eller nogen. Så kom der en masse politi, siger Julia Cura til TV 2.

Københavns Politi kan bekræfte, at der blev affyret flere skud mod manden. Præcist hvor mange, vil man dog ikke oplyse.

En person er blevet skudt, efter han truede politiet med skydevåben. Video: Sofie Sparre

Dele af Tivoli kortvarigt evakueret

Tivoli oplyser til TV 2, at man har haft evakueret gæster fra området ved forlystelserne Dæmonen og Det Gyldne Tårn.

Ingen er dog længere evakueret - og Tivoli afholder som planlagt Fredagsrock.