Krimi

Statsadvokaten anker Kundby-pigens dom - kræver fortsat forvaring

Dommen på seks års fængsel til Kundby-pigen ankes af Statsadvokaten.

Det sidste ord er ikke sagt i sagen om Kundby-pigen.

Statsadvokaten anker den dom på seks års fængsel, som Kundby-pigen fik ved Retten i Holbæk den 18. maj. Det oplyser Statsadvokaten til TV 2. 

I stedet går han efter forvaring, fordi den 17-årige Natascha Colding-Olsen ifølge Retslægerådets vurdering er til fare for andres liv eller levned. 

Overvejer at anke til frifindelse

Forsvarsadvokaten for Natascha Colding-Olsen ærgrer sig over Statsadvokatens beslutning. 

- Det er ikke den store overraskelse. Men jeg havde håbet, at man ikke havde valgt at anke den, da jeg mener de seks år er det rigtige resultat, siger Mette Grith Stage til TV 2.

De overvejer nu at anke til frifindelse.

Det skal Mette Grith Stage tale med Kundby-pigen om i aften.

Forsvarsadvokat for Kundby-pigen, Mette Grith Stage er ikke overrasket over anken. Nu overvejer de selv at anke for frifindelse. Video: Mette Stender Pedersen

Den 17-årige pige blev kendt skyldig i forsøg på terror og grov vold.

Uenighed mellem dommere og nævninge i byretten

Kundby-pigen, hvis borgerlige navn er Natascha Colding-Olsen, blev idømt seks års fængsel ved retten i Holbæk for knap to uger siden. 

Dengang var der ikke enighed blandt dommere og nævninge i sagen.

Der var ni stemmer for de seks års fængsel, mens der var to stemmer for at idømme hende forvaring. En enkelt stemte for 10 års fængsel.

- Flertallet har lagt særlig vægt på, at pigen var 15 år på gerningstidspunktet, og at hun ikke tidligere er straffet. Endvidere er der lagt vægt på oplysningerne om pigens umodenhed og på beskaffenheden af de strafbare forberedelseshandlinger, hed det blandt andet i rettens afgørelse ifølge en pressemeddelelse.

Risiko for fremtidig kriminalitet

Men den vurdering er Statsadvokaten uenig i.

- Retslægerådets udtalelse var meget klar, og den peger på en fremtidig risiko for kriminalitet, siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas fra Statsadvokaten i København.

Retten i Holbæk fandt ellers, at netop Natascha Colding-Olsens unge alder og uplettede straffeattest talte for en lavere dom.

- Det er alt sammen momenter, der skal med i deres overvejelser. Men vores opfattelse er, at der er så stor en farlighed forbundet med hende, at forvaring efter vores opfattelse er den rette sanktion, siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas til TV 2.

Statsadvokaten mener, at den 17-årige Natascha Colding-Olsen er for farlig og anker derfor byrettens dom. Video: Mette Stender Pedersen

Retslægerådet: Den 17-årige er farlig

Ifølge afgørelsen mente retten ikke, der var grundlag for en forvaringsdom, som Statsadvokaten ellers havde procederet for.

Statsadvokaten lænede sig op af Retslægerådets vurdering, der konkluderede at pigen er så farlig, at en forvaringsdom er påkrævet for at skærme samfundet mod hende, indtil hun ikke længere er farlig.

TIDSLINJE: Terrorsagen fra Kundby

    1. 15-årig pige anholdes

      Midt- og Vestsjællands Politi finder under en større politiaktion sprængstoffer på en adresse på Trønningevej i Kundby tæt ved Holbæk. Bomberyddere arbejder det meste af dagen på adressen.

       

      Politiet afviser at kommentere sagen, men en 15-årig pige, der er konverteret til islam, bliver anholdt klokken 12.22.

       

      Den pige er Natascha Colding-Olsen.

    2. 24-årig mand anholdes i Østjylland

      Dagen efter bliver pigen fremstillet i et grundlovsforhør. Det sker for dobbeltlukkede døre, så offentligheden får ikke at vide, hvad pigen er sigtet for.

       

      Ifølge Ritzaus oplysninger er pigen sigtet for besiddelse af sprængstoffer. TV2 erfarer, at hun også er sigtet for billigelse af terror.

       

      Pigen bliver isolationsfængslet til den 26. januar og varetægtsfængslet til 9. februar.

       

      Samme dag anholdes en 24-årig mand i Østjylland, da han melder sig selv til politiet, og ifølge DR's oplysninger er der tale om en dansk mand, der har været i Syrien for at lære at håndtere våben.

       

      På de sociale medier har den 15-årige pige tidligere kaldt manden "sin bedste ven".

    3. Forsvarer kærer isolationskendelsen

      Pigens nye forsvarer, advokat Nima Nabipour, kærer isolationskendelsen til landsretten. Han mener, at det er uhensigtsmæssigt, at hans unge klient sidder isolationsfængslet.

       

      Den 24-årige mand fremstilles i grundlovshør, der, ligesom pigens, foregår for dobbeltlukkede døre. Han isolationsfængsles til den 26. januar og varetægtsfængsles til den 9. februar.

    4. 24-årigs forsvarer kærer fængsling

      Den 24-åriges forsvarer, Michael Alstrup Kristensen, oplyser til Ritzau, at man kærer kendelserne om varetægtsfængsling og isolation til Østre Landsret.

    5. Landsret stadfæster kendelser

      Manden får ikke held med at kære kendelserne til landsretten. Østre Landsret stadfæster kendelserne fra grundlovsforhøret.

    6. Landsret: Pige skal blive i isolation

      Heller ikke pigen får noget ud af at kære til landsretten, der vælger at stadfæste kendelsen fra grundlovsforhøret om, at pigen skal sidde i isolation.

    7. Isolationsfængslinger forlænges

      Ved et retsmøde i Retten i Holbæk forlænges isolationsfængslingen for begge frem til den 9. februar. Det er samme dato, hvor deres varetægtsfængsling udløber.

    8. Isolation af pigen ophæves

      Anklagemyndigheden har besluttet at ophæve isolationen af pigen, selv om fristen først udløber den 9. februar. Hun sidder dog stadig varetægtsfængslet.

    9. 24-årigs fængsling forlænges

      Dommer Anette Codam beslutter ved et retsmøde, at den 24-årige skal forblive varetægtsfængslet i fire uger frem til den 8. marts. De to af ugerne skal tilbringes i isolation.

       

      Hans nye forsvarer, Henrik Garlik, vælger at få prøvet afgørelsen ved landsretten. Også anklager Peter Ahleson kærer afgørelsen, da han vil have den 24-årige isoleret i alle fire uger.

       

      Den 15-årige pige besluttede samme dag frivilligt at få sin varetægtsfængsling forlænget i fire uger.

    10. De to sigtes for planer om skoleangreb

      Både den nu 16-årige pige og den 24-årige mand bliver i Retten i Holbæk sigtet for at planlægge angreb mod Sydskolen i Fårevejle og Carolineskolen i København. Begge er varetægtsfængslet frem til den 30. marts.

       

      Ifølge anklageren har pigen anskaffet kemikalier og forsøgt at fremstille sprængstoffet TATP. Den 24-årige tidligere syrienkriger skal blandt andet have hjulpet hende med at skaffe bombemanualer.

    11. Den 16-årige stikker en medarbejder ned under fængslingen

      Den 16-årige pige overfalder under sin varetægtsfængsling på en lukket institution en medarbejder og stikker ham flere gange med et glasskår fra et knust spejl.

      Episoden finder sted i sommeren 2016, da pigen har en form for opgør med en mandlig ansat på institutionen. Hun er blevet sur på ham efter en diskussion om opfattelse af religion. 

      Pigen er derfor - foruden terrortiltalen - også tiltalt efter straffelovens paragraf 245, der omhandler kvalificeret vold med våben.

    12. Den 16-årige pige tiltales

      Politiet vælger at frafalde sigtelsen mod den nu 25-årige mand, der løslades. Samtidig bliver der rejst tiltale mod pigen, der fortsat sidder varetægtsfængslet.

      Hun er tiltalt for at have gjort forberedelser til bombefremstilling og for at have planlagt prøvesprængning. 

    13. Anklager kræver forvaring

      Anklagemyndigheden oplyser, at man vil kræve pigen idømt forvaring på ubestemt tid. Det sker efter anbefaling fra Retslægerådet.

    14. Straffesagen mod den 16-årige pige begynder

      Retssagen mod den tiltalte nu 17-årige pige begynder ved Retten i Holbæk. På første retsdag kom det blandt andet frem, at det var pigens egen familie, der tilkaldte politiet.

       

      TV 2 livebloggede alle dage fra Retten i Holbæk:

    15. Nye beviser dukker op

      Sagen tager en uventet drejning, da skyldskendelsen udskydes, fordi anklagemyndigheden anmoder om og får tilladelse til at "føre nye beviser" i sagen, selvom bevisførelsen er afsluttet, og både anklager og forsvarer har procederet.

       

      Der er tale om noter og breve, der er fundet i pigens celle, mens retssagen har kørt.

    16. Landsretten tillader nye beviser

      Østre Landsret imødekommer anklagemyndighedens ønske om at fremlægge nye beviser i Kundbysagen, selv om bevisførelsen egentlig er afsluttet. Pigens forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, havde ellers bedt landsretten afvise de nye beviser.

    17. Nye beviser fremlagt i retten

      Anklager Kristian Kirk fremlægger nye beviser i retten. Der er tale om noter og breve, der er produceret og fundet i pigens celle under retssagen.

       

      Pigen har skrevet breve til den terrordømte Enes Ciftci, hvor pigen forklarer, at hun stak en pædagog ned på en lukket institution, hvor hun sad varetægtsfængslet, fordi han var tidligere soldat i Irak og Afghanistan.

       

      Derudover skriver hun i en note dateret 30. april 22.27 med overskriften "Sandheden", at hun ikke går med tørklæde for at narre, og at hun vil lokke alle i en fælde.

       

      Forsvareren argumenterer for, at det beviser, at hun har spillet skuespil under hele retssagen, mens forsvareren afviser, at de nye beviser ændrer noget.

    18. 17-årig idømt seks år fængsel

      Den 17-årige Natascha Colding-Olsen er efter byretten i Holbæks mening ikke så farlig, at hun skal idømmes forvaring. I stedet får hun seks års fængsel.

    19. Stadsadvokaten anker dommen

      Statsadvokaten anker dommen til Østre Landsret.

       

      Statsadvokaten går i stedet efter forvaring, fordi Natascha Colding-Olsen ifølge Retslægerådets vurdering er til fare for andres liv eller levned.

       

      Forsvarer Mette Grith Stage overvejer sammen med den 17-årige pige, om de skal anke for frifindelse.

    20. Kendes skyldig i planlægning af terror

      Ved Østre Landsret bliver Natascha Colding-Olsen kendt skyldig for at have planlagt terrorangreb mod to skoler. 

      Pigen er samtidig fundet skyldig i legemesangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, fordi hun stak en pædagog ned på den sikrede institution Grenen med et glasskår fra et knust spejl.

      Senest den 27. november 2017 kommer rettens strafudmåling.

    21. Bliver idømt otte års fængsel

      Natascha Colding-Olsen idømmes en fængselsstraf på otte år for planlægning af terror og legemesangreb på en pædagog, som hun stak ned.