Krimi

Overborgmester om situationen i Københavns gader: - Regeringen snorksover

Et stigende antal flaskesamlere er nu så voldsomt et problem, at overborgmesteren beder om hjælp fra statsministeren og EU.

Affald, pantflasker og personlige ejendele. Disse ting er ofte at finde efter en roma-lejr, hvor omstrejfende flaskesamlere har overnattet.

Problemet med de tilrejsende flaskesamlere i København har nu vokset sig så stort, at regeringen ikke kan blive ved med at tørre det af på kommunen.

Sådan lyder opråbet fra Københavns socialdemokratiske overborgmester, Frank Jensen, der sammen med sin partifælle og socialborgmester, Jesper Christensen, nu har sendt et brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen. Det skriver Berlingske.

- Jeg opfordrer regeringen til at skærpe praksis i forhold til overholdelse af det direktiv, der er gældende i dag, siger Frank Jensen til TV 2.

Overborgmesteren mener, at regeringen har en skarp retorik, når det kommer til at skærpe reglerne på udlændingeområdet, men at den overser problemerne i København og andre byer, fordi den er mere optaget af en værdipolitisk markering på området end af at løse det reelle problem med fri bevægelighed over landegrænser.

- Jeg bliver nødt til at sige, at regeringen snorksover, siger Frank Jensen til Berlingske.

En uholdbar situation

Frank Jensen mener, at situationen er uholdbar i de københavnske gader.

- Et stigende antal østeuropæiske migranter lever et usselt liv på gaden. Det skaber store gener for almindelige københavnere med usikkerhed og utryghed.

TV 2 Lorry har tidligere fortalt, hvordan migranterne overnatter ved Trinitatis Kirke til stor gene for kirkepersonalet, der må samle deres efterladenskaber op. Grundet risikoen for smitsom leverbetændelse er personalet blevet tilbudt vacciner.

- De besørger på vores gader og stræder. Det er meget uhumske forhold, siger Frank Jensen.

Tager problemstillingen til EU

Overborgmesteren og socialborgmesteren opfordrer regeringen til at skærpe kriterierne for lovligt ophold for EU-borgere i Danmark, ligesom de vil ændre opholdsdirektivet, så det fremover kræves, at man har en dansk adresse. Det skal sikre, at EU-borgere, der kommer til København med planer om at arbejde, studere eller være turist fortsat vil være i stand til det, mens andre kan udvides umiddelbart.

- Den frie bevægelighed for arbejdskraft i Europa var jo ikke tænkt sådan, at et stigende antal mennesker skulle leve et usselt liv på gaden, siger Frank Jensen.

Borgmestrene efterlyser også, at staten bidrager til Københavns transitprogram, der har eksisteret i flere år og har hjulpet 200 udenlandske borgere.

Opråb i kølvandet på slagsmål og svineri

Udmeldingen fra borgmestrene kommer i kølvandet på et stigende antal sager om konflikter med udlændinge, der bor på gaden.

Så sent som mandag aften opstod der tumult, da to grupper røg i totterne på hinanden på Christianshavns Torv.

Marlene Malle Granild, der er næstformand i foreningen 'Hjemløse for hjemløse', greb sin telefon og filmede bataljen, der kan ses i nedenstående video.

Video florerer på nettet: Slagsmål mellem hjemløs og omstrejfende flaskesamler

Hun ligger i disse dage på Christianshavns Torv sammen med en række andre hjemløse for at lave en fredelig demonstration, der skal sætte fokus på de hjemløses svære vilkår.

Hjemløse opkrævet penge af romaer

Tidligere på måneden kunne Berlingske fortælle, hvordan hjemløse i København, oplever at blive opkrævet beskyttelsespenge af udenlandske borgere for at sove sikkert på gaden.

- Det er desværre en problematik, vi kender til, og metoden bliver mere og mere udbredt. Uden at være racistisk, for det er vi ikke, må man bare sige, at problemet bliver større, jo flere romaer og østeuropæere, der kommer til København, siger Michael Høyer, der er formand for SAND Hovedstaden, til Berlingske.

Han skyder på, at foreningen har kendskab til mellem 10 og 12 sager det seneste år.

Politiet kan imidlertid ikke bekræfte historien, da man stort set ikke har set nogen anmeldelser af episoderne. Københavns Politi vil nu undersøge sagerne og opfordrer de hjemløse til at anmelde det, hvis de bliver truet.