Politiet trækker stave mod maskerede fans i Parken: 12 ud af 14 anholdte er nu løsladt

I alt 14 personer blev anholdt efter uroligheder ved pokalfinalen mellem FC København og Brøndby i København torsdag aften.

12 af de 14 anholdte efter torsdags fodboldkamp i Parken mellem FC København og Brøndby er i løbet af natten blevet løsladt igen.

Det oplyser Københavns Politi til TV 2.

To mænd er fortsat anholdt og skal fredag i grundlovsforhør, efter der opstod voldsom tumult mellem politiet og flere fodboldfans. Begge er mistænkt for vold mod politiet.

Kastede sæder efter politiet

FC København vandt finalen 3-1, og det var der flere maskerede Brøndby-fans, som ikke var helt tilfredse med.

De rev blandt andet sæderne af siddepladserne i Parken, som de kastede efter politiet, ligesom de slog ud efter betjentene med deres medbragte Brøndby-flag. På station trak Københavns Politi stave mod de oprørte Brøndby-fans.

Også på gaden på Østerbro blev der kastet øl og brosten efter politiet, mens de mange fodboldfans blev eskorteret mod Ryparken Station, hvor de skulle tage S-toget tilbage mod Brøndby.

Mindst 15 betjente ramt af stenkast

Flere betjente blev skadet under urolighederne, fortalte Københavns Politi torsdag aften.

- Bøllerne har evnet at få højrisikokampen til at leve op til dens navn i nogen grad. I starten gik det fint med at holde dem fra hinanden, men der har været stenkast mod politiet både indenfor og udenfor Parken, og efterhånden som vores forskellige politistyrker får gjort boet op, er vi oppe på at mellem 15 til 20 af mine kolleger er blevet ramt - endda så alvorligt, at deres hjelme har lidt skade, sagde Henrik Møller Jakobsen, der er vicepolitikommissær ved Københavns Politi, til TV 2.

Ifølge Henrik Møller Jakobsen lykkedes det - på trods af nogle "bøller med fyrværkeri og romerlys'" - at holde de to fangrupperinger adskilt.  

Ifølge flere kilder i Parken blev der dog både kastet med romerlys og raketter. 

Holdt øje med udenlandske bøller

Politiet var massivt til stede inde i selve sportsarenaen, hvor nogle tilskuere havde valgt at løbe ind på grønsværen inden kampen. 

Henrik Møller Jakobsen fortalte inden kampen, at der var personer på stadion, som betegnes som "uromagere" - heriblandt også nogle fra udlandet.

- Det er noget, politiet holdt et ekstra øje med kampen igennem. Resten af aftenen og natten igennem vil politiet være massivt til stede i København, oplyste Henrik Møller Jakobsen torsdag aften.

Kamp var historiens kun anden pokalfinale mellem Brøndby og FCK. Den første finale mellem de to klubber blev spillet i 1998, hvor Brøndby vandt både pokalturneringen og mesterskabet.

Med sejren i dag gjorde FCK det samme. Københavnerne har allerede sikret mesterskabet i denne sæson.

Tumult efter pokalbrag i Parken Video: Kasper Søgaard Alstrup