Krimi

Stor politiaktion mod romalejre

Rumænere får bøder for at ligge i lejre i København.

Københavns Politi gennemførte onsdag morgen en større razzia mod romalejre syv forskellige steder i København, blandt andet ved Dronning Louises Bro og Vesterbrogade.

Det førte til 27 anholdelser.

Aktionen var målrettet ”utryghedsskabende lejre” på baggrund af anmeldelser fra borgere og erhvervsdrivende og senere politiets egen rekognoscering.

- Målet er, at vi får hjulpet de borgere i København, der føler sig utrygge ved, at de ligger og sover på gaderne, siger Jakob Søndergaard, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, til TV 2.

Stigning i anmeldelser

Københavns Politi har gennem de seneste år – og især i den senere tid - set en stigning i antallet af anmeldelser om romalejre i byen.

Sidste sommer oplevede borgere store gener med svinende lejre blandt andet ved Køgebugt Strandpark og Gl. Ellebjerg Station.

Og ved Rundetårn har personalet i Trinitatis Kirken for nyligt klaget over, at de skal starte dagene med at fjerne efterladenskaber og affald fra romaer, der bruger kirkepladsen som toilet og soveplads.

Får bøder

Siden en ændring af ordensbekendtgørelsen trådte i kraft 1. april, har politiet haft mulighed for at give personer bøder for at opholde sig i lejre, der kan skabe uro.

- At man bruger det offentlige rum til at lave en decideret lejr, det kan være utryghedsskabende i sig selv, siger Jakob Søndergaard.

De 27 rumænere, politiet har anholdt ved onsdagens aktion, bliver nu registreret i systemet og får en bøde på 1.000 kroner.

Kritik fra menneskerettighedsorganisation

Politiets nye mulighed for at give bøder til personer, der opholder sig i lejre, får kritik fra Institut for Menneskerettigheder. 

- Der er en risiko for, at der er noget, der kun er strafbart for udlændinge og ikke for danskere. Simpelthen fordi, at den måde man organiserer det på i politiet med særlige udlændingekontrolgrupper, der går man kun mod udlændinge, siger Emil Kiørboe, der er jurist ved Institut for Menneskerettigheder.