Krimi

Sygeplejerske frifindes for drab - skyldig i fire drabsforsøg

Usikkerhed om medicinmængder betyder, at Østre Landsret ikke vil kende sygeplejerske skyldig i patientdrab.

En 32-årig sygeplejerske er ved Østre Landsret fundet skyldig i fire drabsforsøg på patienter. Hun frifindes til gengæld for drab.

Kvinden blev i juni sidste år idømt fængsel på livstid ved byretten i Nykøbing Falster for tre drab og et drabsforsøg på patienter på Nykøbing Falster Sygehus.

Under ankesagen er et enigt nævningeting kommet frem til, at kvinden forsøgte at dræbe de fire patienter med morfin og diazepam.

Men landsretten har ikke fundet det tilstrækkeligt bevist, at patienterne døde af en overdosis.

Derfor kendes hun skyldig i fire forsøg på manddrab, men frifindes for drab.

Udtalelse fra Retslægerådet

Det var opsigtsvækkende nye oplysninger fra Retslægerådet, der gjorde udfaldet i Landsretten. 

I udtalelsen påpeger de uvildige eksperter, at det ikke definitivt kan konkluderes, at ofrene døde af de mængder morfin, som efterfølgende blev fundet i deres kroppe.

- Jeg vil sige, at vi i vores votering har lagt meget betydelig vægt på Retslægerådets udtalelse, sagde retsformand Karsten Bo Knudsen ifølge Ritzau i retten.

Forsvarer vil i Højesteret

- Jeg er selvfølgelig tilfreds med, at hun er blevet frifundet for de tre fuldbyrdede drab, siger kvindens forsvarer, Michael Juul Eriksen til TV 2.

Men han mener i modsætning til landsretten ikke, at kvinden havde forsæt til at dræbe.

- Det er min opfattelse, at den begrundelse, man bruger til at dømme hende for forsøg på drab, ikke holder vand rent juridisk, siger han.

Han vil derfor forsøge at få sagen i Højesteret hvis altså hans klient ønsker det, når straffen er udmålt.

32-årig sygeplejerske er frifundet for tre drab, mens fundet skyldig i fire drabsforsøg.

Landsretten skal nu tage stilling til strafudmålingen. Der forventes dom i sagen torsdag.

Her vil anklagemyndigheden holde fast i, at den 32-årig sygeplejerske skal idømmes fængsel på livstid, selv om hun ikke længere er skyldig i drab.

 - At tage et andet menneskes liv eller at forsøge på det er den værste forbrydelse, man kan begå. At forsøge at tage flere menneskers liv gør det kun endnu værre, siger siger anklager Karen Vistisen til Ritzau.

Forsvarer Michael Juul Eriksen mener, at en fængselsstraf på 10 eller maksimalt 12 års fængsel vil være den korrekte sanktion til sygeplejerske, der er kendt skyldig i fire drabsforsøg.

Få et overblik over hændelsesforløbet

  1. 2012

    1. Arne Herskov, på 72 år, dør under sin indlæggelse på M130. Tiltalte finder Arne Herskov med hjertestop og slår alarm. Sygehuset melder dødsfaldet som mistænkeligt, efter at have fundet stoffer i Arnes Herskovs urin.

      I dagene efter bliver den tiltalte sygeplejerske, samt flere af kollegaerne, afhørt af politiet.

  2. 2015

    1. Perioden, hvor den tiltalte angiveligt skulle have givet sin daværende syvårige datter sovemedicin, af mærket Zopiclone, der ikke må gives til børn og kun kan udleveres mod recept.

    2. Den tiltalte sygeplejerske påbegynder sin nattevagt på akutafdelingen kl. 19:00. En kollega til sygeplejersken har fattet mistanke og gør sin kæreste, der er overlæge på sygehuset, opmærksom på mistanken. Det er den samme overlæge, der ender med at anmelde den tiltalte sygeplejerske. Anmeldelsen sker efter kollegaens nattevagt med den tiltalte, som fører til en række sms’er, der bliver afgørende for, at anholdelsen finder sted. Patienterne Anna Lise Poulsen og Viggo Petersen dør på nattevagten i tidsrummet mellem 19:00 og 20:30. Kollegaen til den tiltalte, mener at pågribe den tiltalte i at forgifte en af patienterne. Kollegaen ser den tiltalte stå foroverbøjet over Maggi Margrethe Rasmussen og forsøger at gemme to sprøjter under barmen. Maggi Margrethe Rasmussen bliver kørt på intensiv afdeling og får en modgift, der gør at hun overlever.

    3. Politiet afhører personale og den overlæge der har anmeldt dødsfaldene. Senere samme dag kører de ud til den tiltaltes adresse - hun er ikke hjemme, men hos kæresten.

      Den tiltalte sygeplejerske kører, sammen med kæresten, hjem til sin bolig, hvor hun blandt andet bliver anholdt og samtykker til en gennemsøgning. Ved gennemsøgningen af den tiltaltes bolig finder man en række medikamenter, som kun må besiddes med ordination fra en læge.

    4. Sygeplejersken fremstilles i et grundlovsforhør og sidder varetægtsfængslet ind til der falder dom i sagen.

  3. 2016

    1. Retssagen begynder ved Retten i Nykøbing Falster.

    2. Der falder dom i sagen - den tiltalte sygeplejerske bliver idømt fængsel på livstid for blandt andet tre drab og et drabsforsøg. Sagen ankes på stedet.

  4. 2017

    1. Ankesagen begynder i Østre Landsret. Der er afsat 40 dage til retsmøder i sagen om den drabsdømte sygeplejerske.

    2. Usikkerhed om medicinmængder betyder, at Østre Landsret ændrer dommen mod sygeplejersken. Landsretten frifinder den 32-årig sygeplejerske for drab, men dømmer hende i stedet skyldig i fire drabsforsøg

    3. Højesteret afviser sagen

      Sagen er ikke principiel nok til Højesteret, der derfor afviser at tage den op.

      Anklagemyndigheden ville ellers gerne anke Landsrettens nedsatte dom.

      Dermed er der sat et foreløbigt punktum i sagen.