Video viser vandscootere flygte fra dødsulykken: - De kom blæsende væk
To personer mistede livet ved ulykke i Københavns Havn. Private optagelser viser de sigtede kort før og efter ulykken.
Klokken var lidt over halv otte lørdag aften, da Troels Brücker hørte en lyd, han efterhånden har hørt alt for mange gange før.
Han er medlem af Bådklubben Valby, og her har de i flere år kunnet se unge komme sejlende forbi området på vandscootere i alt for høj fart, og larmen han nu kunne høre, var netop lyden fra flere vandscootere, der nærmede sig.
Derfor tog han sit kamera frem og begyndte at filme, da i alt otte vandscootere kort efter sejlede igennem pillerne under en lav gangbro, hvorfra der er fri adgang ind til Københavns Havn.
- Man kunne se, at de havde det sjovt, og de havde meget travlt med at komme ind mod Islands Brygge, hvor der senere skete en ulykke, uden at jeg anede, hvad der var i vente, siger Troels Brücker til TV 2.
Han forklarer, at de otte vandscootere startede roligt, men at de satte fuld fart på, da de var forbi pillerne. Se optagelserne her:
- Det er altså over 100 kilometer i timen, og når sådan otte styks blæser gennem Københavns Havn, så er der fare på færde. Jeg havde det rigtig dårligt med det, siger Troels Brücker.
Kom retur én efter én efter ulykke
Inde i Københavns Havn blev en udlejningsbåd påsejlet af en vandscooter omkring klokken 19.43.
To unge amerikanske kvinder, som befandt sig på båden, mistede livet, og flere andre personer kom lettere til skade. Umiddelbart efter ulykken sejlede flere vandscootere fra stedet i høj fart, har Københavns Politi senere oplyst.
Alt dette anede Troels Brücker intet om, da han lørdag aften omkring klokken 20 hørte vandscooterne komme tilbage og igen greb sit kamera.
- De kom blæsende den modsatte vej og forsvandt, og jeg undrede mig over, at de kom tilbage trinvis. De var så åbenbart på flugt, men jeg anede ikke, at der var sket noget frygteligt, det hørte jeg først søndag morgen, siger Troels Brücker.
Hans optagelser viser netop, hvordan vandscooterne kommer spredt retur, én efter én, mens de sejler tilbage ud under broen og videre i retning syd for København.
Kort tid senere blev ni personer anholdt ikke langt derfra i Brøndby Havn, hvor politiet også beslaglagde flere vandscootere.
En 24-årig mand, der påsejlede båden med sin vandscooter, blev sigtet for uagtsomt manddrab, mens syv andre blev sigtet for i grov kådhed at have voldt fare for andres liv eller førlighed. Den sidste blev senere løsladt uden sigtelse.
Politiet har fået flere optagelser af vanvidssejlads
De otte sigtede er i alderen 22-31 år og blev søndag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør, og her kom det frem, at Troels Brücker langt fra er den eneste, der lørdag filmede vandscooterne.
Anklageren fortalte i retten, at politiet har fået 42 henvendelser fra en række borgere, hvoraf flere har sendt dem videooptagelser.
Derudover fortalte en af de tiltalte, en 31-årig kvinde, under grundlovsforhøret, at de unge på vej ind mod København var blevet råbt op af ”en sur mand” i Sydhavnen.
- Han råbte, at vi sejlede for stærkt, og at han havde filmet os og tilkaldt politiet, sagde hun.
Hun forklarede videre, at flere tilsyneladende filmede dem inde fra kajen.
Over for TV 2 afviser Troels Brücker dog, at det er ham, kvinden beskriver. Han tog ikke kontakt til de unge lørdag aften.
Efter grundlovsforhøret blev den 24-årige mand varetægtsfængslet frem til den 1. juni. De syv andre blev løsladt, men er fortsat sigtet i sagen.
Forsøgte at råbe op i 2014
Troels Brücker fortæller til TV 2, at bådklubben i Valby tilbage i 2014 kørte en kampagne mod vandvidssejlads.
Det eneste, de dengang opnåede ved at tale med politikere, politiet og andre myndigheder, var dog, at der kom et forbud mod vandscootere i Københavns Havn. Effekten har dog været begrænset, mener han.
Bådklubben har også foreslået, at man for eksempel kunne installere en mekanisme til automatisk at kunne lukke hullerne mellem pillerne under broen, så der kan lukkes for adgangen til Københavns Havn, men foreløbigt er der intet sket.
- Vi spurgte dengang os selv, om der skulle lig på bordet, og nu står vi tre et halvt år senere, hvor det faktisk er sket. Det er utrolig sørgeligt, siger Troels Brücker og tilføjer:
- Stort set ingen af vores forslag er blevet realiseret, og i dag står vi i en situation, hvor vi alle sammen kan beklage, at vi ikke gjorde mere, og det vil jeg personligt gerne selv gøre.
Men selvom reglerne er klare, er det svært for Københavns Politi at anholde lovovertræderne. De er oftest magtesløse, erkender Troels Brücker. Vandscooterne er ofte anonyme, fordi de ikke har en nummerplade, og det er ofte svært at se personernes ansigter.
Jens Jespersen, der er politiinspektør ved Københavns Politi, bekræftede lørdag aften over for TV 2, at det tyder på, at personerne bag dødsulykken dels har sejlet ulovligt i Københavns Havn, men også at de har sejlet med alt for høj fart.
- Hvis folk insisterer på at opføre sig uintelligent, kan vi ikke forhindre dem i det. Vi kan selvfølgelig sørge for, at så mange som muligt bliver straffet for det, og hver sommer sigter vi også en del personer for at færdes ulovligt i havnen på den ene eller den anden måde. Den indsats fortsætter naturligvis og særligt med denne tragiske ulykke som baggrund, sagde han til TV 2.