Krimi

En død og ni anholdt efter alvorlig ulykke i Københavns Havn

Ni personer er anholdt i forbindelse med ulykken, hvor jetski har påsejlet båd i høj fart.

En ung amerikansk kvinde er lørdag aften omkommet ved en alvorlig ulykke i Københavns Havn ved Langebro.

Det oplyser oplyser indsatslederen fra Københavns Politi til TV 2.

Ulykken skete, da en eller flere jetski i høj fart påsejlede en mindre båd, hvorved flere personer faldt i vandet.

Foruden den omkomne er en anden person, der også var om bord på båden, bragt til Rigshospitalet med ambulance og politieskorte med svære kvæstelser i hovedet, og mindst fem er lettere tilskadekomne.  

Den omkomne kvinde var på sprogskole i København, og politiet er nu ved at kontakte de pårørende til kvinden, der var med ombord. Der er ankommet en evakueringsbus fra Københavns Politi, der sikrer, at de unge mennesker får den fornødne hjælp, de har brug for. Flere af dem har været i vandet, og de er pakket ind i varmetæpper.

Flere personer omsvøbt af varmetæpper afhøres på kajen
Politiets tekniker tager billeder af ulykkesbåden.

Ulykken skete omkring klokken 19.43 lørdag aften. Umiddelbart forinden havde flere personer rettet henvendelse til Københavns Politi med oplysninger om, at der sejlede jetski rundt i havnen.

Derfor var politiet sejlet til stedet, hvor betjente observerede én eller flere jetski påsejle båden.

Ni personer anholdt efter ulykken

Umiddelbart efter ulykken sejlede flere jetski fra stedet i høj fart. 

Politiet er massivt til stede ved Brøndby Havn.

Københavns Politi har efterfølgende anholdt ni personer i forbindelse med ulykken.

Ifølge en fotograf på stedet er anholdelserne sket ved Brøndby Havn ved Avedøre Holme. Her har politiet været massivt til stede og flere jetski er blevet læsset og kørt væk.

Billeder fra stedet viser, at de anholdte er blevet iklædt hvide beskyttelsesdragter, som politiet typisk benytter til at sikre beviser.

Københavns Politi skal nu forsøge at fastslå, om nogen af de anholdte kan stilles til direkte ansvar for ulykken. De vil i så fald blive fremstillet i grundlovsforhør søndag.

- Det er vores formodning, at det er i den gruppe personer, som vi har fat i, at vi skal finde gerningsmanden, siger Jens Jespersen, der er politiinspektør ved Københavns Politi, til TV 2.

Politiet vil gerne høre fra vidner på havnen - både folk, der måtte have overværet ulykken eller set personer flygte fra stedet. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Jetski er ikke tilladt i havnen

Havnereglement for Københavns Havn fastslår, at "sejlads med vandscootere, jetski, vandski, samt windsurfing og andre vandsportsaktiviteter, må kun finde sted på Københavns Havns søområde efter forudgående, skriftlig aftale."

Trafikregler i Københavns Havn

I Københavns Havn skal fartgrænser sikre:

  • At alle trygt kan benytte havnen
  • At voldsomme hækbælger fra hurtigtsejlende fartøjer ikke vælter eksempelvis kajakker, eller får fortøjede både til at blive kastet mod hinanden eller mod bolværket.

Hastighedsgrænser:

  • I hovedløbet 6 knob. 
  • I kanalerne og i sideløb 4 knob.

Sejlads i havnen må ikke være til gene for den øvrige trafik. Du kan se hele reglementet her.

Kilde: By og Havn

Derudover gælder der strikse fartgrænser i havnen, hvor man maksimalt må sejle seks knob i hovedløbet og fire knob i kanalerne og i sideløb.

- Noget tyder på, at man dels har sejlet ulovligt på havnen på jetski, men også at man har sejlet med alt for høj fart, siger Jens Jespersen fra Københavns Politi.

Hans Christian Hansen er formand for HavneForum København, der er en paraplyorganisation for foreninger og virksomheder i og omkring Københavns Havn. Han fortæller til TV 2, at man længe har forsøgt at gøre myndighederne opmærksom på problemet med, at der sejles med for stor hastighed i havnen.

- Jeg er rystet, og jeg har frygtet det længe. Det er et stort problem med vandscooterne, fordi de per natur sejler meget hurtigt. Jeg var selv inde i Københavns Havn i eftermiddags med min motorbåd, og jeg så flere tilfælde af både vandscootere og almindelige motorbåde som langt overskred hastighedsgrænserne, siger Hans Christian Hansen.

Politiet beslaglægger flere jetski i Brøndby Havn efter en dødsulykke i Københavns Havn tidligere på aftenen. Video: Mathias Øgendal