Krimi

To med Black Army-tilknytning dømt i stor sag

To mænd, 30 og 27, er ved retten i Herning idømt to og tre års fængsel for en række lovovertrædelser.

Østjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at to mænd, 30 og 27, ved retten i Herning er blevet idømt henholdsvis to og tre års fængsel for ulovlig besiddelse af skydevåben, narkohandel og indbrud.

Ifølge politiet er de to personer, som har tilknytning til banden Black Army, dømt for forhold, som er begået fra sommeren 2016 og frem til den blev anholdt i en større politiaktion i november sidste år, hvor en række mistænkte blev anholdt i sagen.

Politiet oplyser, at sagen har været efterforsket i et samarbejde mellem Midt- og Vestjyllands Politi og det tidligere Task Force Vest og siden årsskiftet af det nye efterforskningsfællesskab i Vestdanmark – Særlig Efterforskning Vest.

- Der er indtil videre udmålt samlet 13 års fængsel til de seks personer, der foreløbig har fået dom. Det er jeg meget tilfreds med, da det bidrager positivt til vores arbejde med at bekæmpe bandekriminalitet i Vestdanmark, siger anklager ved advokatur for Særlig Efterforskning Vest Rasmus Gyldenløve.