Moren til den terrortiltalte Kundby-pige føler ikke, kommunen tog situationen alvorligt. Det fortæller hun til TV 2 i sit første interview om sagen.
- Det var meget ubehageligt.
Sådan beskriver moren til den 17-årige, der er tiltalt i en af de mest omtalte terrorsager i nyere tid, hvordan det var at blive afhørt i Retten i Holbæk fredag.
Her var hun et ud af ni vidner, der skulle fortælle, hvad de kendte til pigen - særligt med henblik på, hvordan hun havde ageret i årene op til, hun blev anholdt af politiet den 13. januar 2016.
TV 2 livebloggede fra hele retsmødet - læs eller genlæs bloggen her.
Anmeldte egen datter
Moren til den tiltalte i Kundby-sagen var meget nervøs, da hun som den første af de ni vidner skulle afhøres. Sammen med tiltaltes bror var hun den person, der anmeldte datteren til politiet i begyndelsen af sidste år. De skulle male og fandt den 12. januar 2016 kemikalier i kælderen og et notat, hvor der stod "jihad, Carolineskolen, jødisk skole 9.00-13.00 tid ukendt, Allah er stor".
- Der var mange fremmede mennesker, og man kender jo ikke spørgsmålene på forhånd, fortæller moren om sin nervøsitet, da TV 2 møder hende efter fredagens retsmøde.
Det er første gang, hun stiller op til interview om sagen.
Det er Kundby-pigen tiltalt for
Den 17-årige pige er tiltalt for at forberede to bomber, der skulle bruges til terrorangreb mod to skoler på Sjælland.
Hun er tiltalt for forsøg på terrorisme efter straffelovens § 114, stk. I, nr. 1 og 7, jf. § 21. Hun nægter sig skyldig i terror-anklager.
Hun havde et ønske i retten - nemlig at få tegnet et andet billede af sin datter end det, som der er tegnet indtil nu.
- Det var vigtigt at få tegnet et andet billede af mit barn. Hun bliver opfattet helt anderledes, end hun er. Hun er en rigtig sød ung pige, som har gået med hovedet under armen og været let påvirkelig, siger moren til TV 2.
Kritiserer Holbæk Kommune
Samtidig kritiserer moren Holbæk Kommune for at have overhørt hendes råb om hjælp.
- Jeg har været i kontakt med kommunen, men der er ikke nogen, der har hjulpet. Det kan godt være, at de har haft møder og har snakket indbyrdes, men de er ikke kommet med nogen konkret plan, siger moderen til TV 2.
Den 23. september 2015 henvender moren sig første gang til kommunen, fordi hun er bekymret for sin datter. På det tidspunkt har datteren været på en rejse i Tyrkiet og har ifølge moren en overvældende interesse for den muslimske kultur. Moren fortalte i retten fredag, at hun havde ændret sig - hun hørte tyrkisk musik, ville lære at tale tyrkisk og spiste ikke længere svinekød .
Nogle folk fra kommunen tager hen til datteren og snakker med hende i et frikvarter.
- Sagsbehandleren råber af min datter, at hun er sindssyg, sagde hun i retten.
Moren ved ikke, hvorfor mødet med datteren den 23. september 2015 endte på den måde, men mener, det var fordi, de talte om det der 'muslim-halløj', som hun kalder det.
Politiet kom om natten
Den 19. november 2015 besøger politiet deres adresse om natten. Politiet er rykket ud på grund af en SMS om hellig krig. En betjent taler med tiltalte på hendes værelse.
Besøget for moren til at henvende sig til Holbæk Kommune endnu engang, men der sker ifølge moren ikke noget.
Først den 2. december 2015 finder en 'bekymringssamtale' sted med en politiassistent, en fra PET og en tidligere lærer.
Den 5.januar 2016 holder kommunen og SSP et møde med tiltalte, og kort tid efter anmelder moren og broren tiltalte til politiet.
Overrasket over anti-radikaliseringsplan i kommunen
På dagens retsmøde kom det, ifølge en politikilde fra Midt- og Vestsjællands Politi, frem, at kommunen har en anti-radikaleringsplan.
- Det var nyt for mig at høre, det har jeg aldrig hørt før, siger moren, der på ingen måde mener, at kommunen har taget sagen alvorligt.
Samtidig kan hun ikke lade være med at bebrejde sig selv, at der var ting, som hun kunne have gjort anderledes.
- Jeg skulle have gjort nogle ting anderledes. Så var det ikke endt, som det er nu. Min datter er i retten. Hele Danmark taler om det. Det er mit barn, de taler om, siger moren til TV 2.
Holbæk Kommune oplyser til TV 2, at ingen medarbejdere fra kommunen vil udtale sig, så længe retssagen kører.
TIDSLINJE: Terrorsagen fra Kundby
15-årig pige anholdes
Midt- og Vestsjællands Politi finder under en større politiaktion sprængstoffer på en adresse på Trønningevej i Kundby tæt ved Holbæk. Bomberyddere arbejder det meste af dagen på adressen.
Politiet afviser at kommentere sagen, men en 15-årig pige, der er konverteret til islam, bliver anholdt klokken 12.22.
Den pige er Natascha Colding-Olsen.
24-årig mand anholdes i Østjylland
Dagen efter bliver pigen fremstillet i et grundlovsforhør. Det sker for dobbeltlukkede døre, så offentligheden får ikke at vide, hvad pigen er sigtet for.
Ifølge Ritzaus oplysninger er pigen sigtet for besiddelse af sprængstoffer. TV2 erfarer, at hun også er sigtet for billigelse af terror.
Pigen bliver isolationsfængslet til den 26. januar og varetægtsfængslet til 9. februar.
Samme dag anholdes en 24-årig mand i Østjylland, da han melder sig selv til politiet, og ifølge DR's oplysninger er der tale om en dansk mand, der har været i Syrien for at lære at håndtere våben.
På de sociale medier har den 15-årige pige tidligere kaldt manden "sin bedste ven".
Forsvarer kærer isolationskendelsen
Pigens nye forsvarer, advokat Nima Nabipour, kærer isolationskendelsen til landsretten. Han mener, at det er uhensigtsmæssigt, at hans unge klient sidder isolationsfængslet.
Den 24-årige mand fremstilles i grundlovshør, der, ligesom pigens, foregår for dobbeltlukkede døre. Han isolationsfængsles til den 26. januar og varetægtsfængsles til den 9. februar.
24-årigs forsvarer kærer fængsling
Den 24-åriges forsvarer, Michael Alstrup Kristensen, oplyser til Ritzau, at man kærer kendelserne om varetægtsfængsling og isolation til Østre Landsret.
Landsret stadfæster kendelser
Manden får ikke held med at kære kendelserne til landsretten. Østre Landsret stadfæster kendelserne fra grundlovsforhøret.
Landsret: Pige skal blive i isolation
Heller ikke pigen får noget ud af at kære til landsretten, der vælger at stadfæste kendelsen fra grundlovsforhøret om, at pigen skal sidde i isolation.
Isolationsfængslinger forlænges
Ved et retsmøde i Retten i Holbæk forlænges isolationsfængslingen for begge frem til den 9. februar. Det er samme dato, hvor deres varetægtsfængsling udløber.
Isolation af pigen ophæves
Anklagemyndigheden har besluttet at ophæve isolationen af pigen, selv om fristen først udløber den 9. februar. Hun sidder dog stadig varetægtsfængslet.
24-årigs fængsling forlænges
Dommer Anette Codam beslutter ved et retsmøde, at den 24-årige skal forblive varetægtsfængslet i fire uger frem til den 8. marts. De to af ugerne skal tilbringes i isolation.
Hans nye forsvarer, Henrik Garlik, vælger at få prøvet afgørelsen ved landsretten. Også anklager Peter Ahleson kærer afgørelsen, da han vil have den 24-årige isoleret i alle fire uger.
Den 15-årige pige besluttede samme dag frivilligt at få sin varetægtsfængsling forlænget i fire uger.
De to sigtes for planer om skoleangreb
Både den nu 16-årige pige og den 24-årige mand bliver i Retten i Holbæk sigtet for at planlægge angreb mod Sydskolen i Fårevejle og Carolineskolen i København. Begge er varetægtsfængslet frem til den 30. marts.
Ifølge anklageren har pigen anskaffet kemikalier og forsøgt at fremstille sprængstoffet TATP. Den 24-årige tidligere syrienkriger skal blandt andet have hjulpet hende med at skaffe bombemanualer.
Den 16-årige stikker en medarbejder ned under fængslingen
Den 16-årige pige overfalder under sin varetægtsfængsling på en lukket institution en medarbejder og stikker ham flere gange med et glasskår fra et knust spejl.
Episoden finder sted i sommeren 2016, da pigen har en form for opgør med en mandlig ansat på institutionen. Hun er blevet sur på ham efter en diskussion om opfattelse af religion.
Pigen er derfor - foruden terrortiltalen - også tiltalt efter straffelovens paragraf 245, der omhandler kvalificeret vold med våben.
Den 16-årige pige tiltales
Politiet vælger at frafalde sigtelsen mod den nu 25-årige mand, der løslades. Samtidig bliver der rejst tiltale mod pigen, der fortsat sidder varetægtsfængslet.
Hun er tiltalt for at have gjort forberedelser til bombefremstilling og for at have planlagt prøvesprængning.
Anklager kræver forvaring
Anklagemyndigheden oplyser, at man vil kræve pigen idømt forvaring på ubestemt tid. Det sker efter anbefaling fra Retslægerådet.
Sagen tager en uventet drejning, da skyldskendelsen udskydes, fordi anklagemyndigheden anmoder om og får tilladelse til at "føre nye beviser" i sagen, selvom bevisførelsen er afsluttet, og både anklager og forsvarer har procederet.
Der er tale om noter og breve, der er fundet i pigens celle, mens retssagen har kørt.
Landsretten tillader nye beviser
Østre Landsret imødekommer anklagemyndighedens ønske om at fremlægge nye beviser i Kundbysagen, selv om bevisførelsen egentlig er afsluttet. Pigens forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, havde ellers bedt landsretten afvise de nye beviser.
Nye beviser fremlagt i retten
Anklager Kristian Kirk fremlægger nye beviser i retten. Der er tale om noter og breve, der er produceret og fundet i pigens celle under retssagen.
Pigen har skrevet breve til den terrordømte Enes Ciftci, hvor pigen forklarer, at hun stak en pædagog ned på en lukket institution, hvor hun sad varetægtsfængslet, fordi han var tidligere soldat i Irak og Afghanistan.
Derudover skriver hun i en note dateret 30. april 22.27 med overskriften "Sandheden", at hun ikke går med tørklæde for at narre, og at hun vil lokke alle i en fælde.
Forsvareren argumenterer for, at det beviser, at hun har spillet skuespil under hele retssagen, mens forsvareren afviser, at de nye beviser ændrer noget.
17-årig idømt seks år fængsel
Den 17-årige Natascha Colding-Olsen er efter byretten i Holbæks mening ikke så farlig, at hun skal idømmes forvaring. I stedet får hun seks års fængsel.
Stadsadvokaten anker dommen
Statsadvokaten anker dommen til Østre Landsret.
Statsadvokaten går i stedet efter forvaring, fordi Natascha Colding-Olsen ifølge Retslægerådets vurdering er til fare for andres liv eller levned.
Forsvarer Mette Grith Stage overvejer sammen med den 17-årige pige, om de skal anke for frifindelse.
Pigen er samtidig fundet skyldig i legemesangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, fordi hun stak en pædagog ned på den sikrede institution Grenen med et glasskår fra et knust spejl.
Senest den 27. november 2017 kommer rettens strafudmåling.