Guldfuglen fra Bandidos: Derfor fortalte jeg politiet alt

- Far og jeg kan ikke mere. Du må vælge mellem os og Bandidos.

René Vestergaard nærmede sig sit mål om at blive fuldgyldig Bandidosrocker. Det gik ud over forholdet til hans børn og forældre, men han havde ikke regnet med, hans mor ville give ham sådan et ultimatum. Han kunne høre, hun var tæt på at græde i telefonen.

Hans forældre har altid afskyet kriminalitet, og de havde svært ved at forene sig med, at han som 44-årig havde skiftet slips og jakkesæt ud med elefanthue og Bandidostøj.

René syntes, det var tarveligt, hans mor gav ham sådan et ultimatum. Han kunne ikke vælge Bandidos fra. Han syntes, klubben betød mest for ham. Det var brødre, ligesom i en familie, prøvede han at forklare sin mor.

- Jamen er vi ikke familie, sagde hun.

- Jo, men de er flere.

Så valgte han forældrene fra.

Den første guldfugl i Bandidos

På avisforsider og i tv bliver han omtalt som ‘Politiets nye guldfugl’ og ‘Guldfuglen fra Bandidos’. Bag overskrifterne gemmer sig en utrolig historie om en familiefar og afdelingschef i et pengetransportfirma, som søgte fællesskab i Bandidos, indtil han fik nok og fortalte alt til politiet.

Den tidligere Bandidosrocker René Vestergaard har indrømmet 24 forskellige forbrydelser og fortalt politiet om en lang række andre Bandidosrockere. Han har ikke skånet nogen, som han siger. 13 personer er blevet dømt, heriblandt tre præsidenter og andre højtstående rockere.

Det er første gang, at en Bandidosrocker lægger alle kortene på bordet hos politiet og i retten.

René Vestergaard var 48 år, da han gik til politiet. Fra han i 2010 meldte sig ind i en støttegruppe og steg i graderne i Bandidos, var han rockerlærling under nogle af de mest magtfulde medlemmer af rockerklubben. Han var betroet og var i kontakt med Bandidosafdelinger over hele Europa.

Det var en kæmpe kontrast til det liv, han havde levet bare otte år forinden.

- Bandidos er bange for, han fortæller alt

Jeg hedder Peter Graae, jeg er journalist, og det var i julen 2014, at jeg første gang hørte om ‘Guldfuglen fra Bandidos’. Jeg var tilskuer til et boksestævne i Nykøbing Falster, og efter den sidste gonggong havde lydt, var jeg på vej ud af hallen, da jeg stødte ind i en god bekendt.

- Bandidos leder efter én. De er bange for, han fortæller alt til politiet, sagde min bekendte.

Det tog næsten et år at få hul på historien. Jeg havde mange samtaler med politiet og tvivlede ærlig talt på, jeg nogensinde ville få lov til at tale med René Vestergaard. Men den 9. november 2015 fik jeg pludselig en sms fra en kontakt i politiet.

- Han ringer til dig i dag mellem kl. 12:30 og 13:00.

Jeg sad og stirrede på min telefon, og næsten samtidig med at klokkeslættet ændrede sig til 12:30, fik jeg et opkald fra et skjult nummer. René Vestergaard introducerede sig med et andet navn.

- Jeg kender dig jo som René. Har du skiftet navn, spurgte jeg.

- Ja, flere gange. Jeg er ikke i tvivl om, der er nogle, der vil slå mig ihjel. Det er der mange, der vil.

Vi talte i telefon flere gange, før vi fik chancen for at mødes. I den her uge er det præcis et år siden, jeg mødte René Vestergaard for første gang.

Jeg havde bestået et sikkerhedstjek hos politiet og fået en dato for mødet, men tid og sted blev holdt hemmeligt frem til aftenen før. Min kontakt i politiet ville vide, om jeg fortalte nogen, at jeg skulle møde deres guldfugl.

- Jeg er nødt til at spørge dig, om der er nogen, der absolut skal vide det? Ingen må kende stedet, derfor får du det først senere. Hans sikkerhed betyder meget. Du har sikkert før hørt, hvad der kan ske sådanne personer.

Første gang, jeg mødte René Vestergaard, trådte jeg ind i et lille, gråt lokale, mens han var optaget af at hælde vand på en hvid kaffemaskine. Han kiggede op og gav mig et stort smil, som jeg gengældte. Vi havde seks timer til at finde ud af, om jeg skulle fortælle hans historie.

- Jeg synes, det er vigtigt, at Danmark får at vide, hvad der foregår i rockerverdenen. Der er nogle kolde og kyniske røvhuller bag det, begyndte han.

René Vestergaards humør var bedre, end jeg havde regnet med, specielt når man tænker på, han selv fik en dom på 7,5 års ubetinget fængsel. Han fik den længste straf i hele det store sagskompleks, men han har lettet sit hjerte og har siddet i fængsel før.

Han siger, han er god til at sidde i fængsel. Måske fordi han ikke var ret gammel, da han blev spærret inde første gang - af sin mor og far.

Spærret inde i hønsegård

René strøg sine små barnefingre langs hønsenettets sekskantede masker. Sammen med sine to brødre var han fængslet på et lille stykke jord, som engang havde huset høns, men som nu holdt styr på de tre krudtugler, mens forældrene arbejdede på værkstedet, som lå ved siden af indhegningen.

Drengenes far havde trukket elektrisk hegntråd rundt på toppen af hønsegården. Det skulle forhindre dem i at stikke af.

René er født i marts 1966. Med to års mellemrum fik han to brødre, og de tre drenge sloges, så blodet sprøjtede.

Brødrenes legeplads var den asfalterede vej foran familiens husmandssted i Tuse Næs i Nordvestssjælland, og bremsesporene foran huset vidnede om, at det var rent held, at brødrene aldrig blev kørt ned.

Renés mor begyndte at slå. I Renés øjne gjorde hun det nødvendige, for de tre drenge var ustyrlige. Han opfatter sin familie som en ganske almindelig arbejderfamilie fra den tid. Forældrene knoklede for at få det hele til at hænge sammen, og opdragelsen var måske streng, men også fuld af kærlighed.

René elsker sine forældre. Han er opvokset i en kristen familie og gik på kristen friskole. Hver aften læste Renés mor godnathistorier for de tre drenge, inden de bad fadervor. Nogle gange arbejdede hun om aftenen, og så indlæste hun godnathistorie og aftenbøn på et kassettebånd, så det var lige til at afspille.

Der var fuld fart på de tre brødre, men de var aldrig i karambolage med politiet. De var opdraget til ikke at begå kriminalitet. Renés mor fik arbejde i en pølsevogn i Holbæk, og mens René stod der og ventede, tabte en mand sin pengepung.

René løb hen og samlede den op. Manden var ude af syne, og i pungen lå der 8.000 kroner. René overvejede ikke at beholde pengene. Han gik hen til politiet og afleverede dem.

Pas på, hvad du spørger om

René var i lære som slagter, da han blev anbefalet at læse Hells Angels-rockeren Jørn ‘Jønke’ Nielsens bog. Bogen udkom, mens Jønke var på flugt for drabet på Bullshit-rockeren ‘Makrellen’.

Omslaget viste en lædervest med det karakteristiske kranium med de gyldne vinger, som udgør Hells Angels’ logo.

René syntes, det var en spændende bog. Han blev betaget af det liv, Jønke beskrev. Jønke kaldte sine klubkammerater for brødre, og deres sammenhold virkede ubrydeligt.

De kørte på motorcykel og festede, og det var de færreste af dem, der havde en fast kælling, som Jønke kaldte det. René havde til gengæld en kæreste, og hun var gravid. Han følte, det var for sent for ham at blive rocker.

René var 23, da han stod med sin førstefødte søn i armene. I 1993 blev han far til nummer to. Det var ren lykke. René giftede sig med drengenes mor, men ægteskabet holdt kun i et halvt år. Under et skænderi sagde René det dummeste, han nogensinde har sagt.

- Skal vi ikke bare blive skilt?

- Jo, det er en god idé, svarede hun.

Man skal passe på, hvad man spørger om.

Prinsessen af Slagelse

Der gik nogle år, før René blev gift igen. Det var den 17. september 2005. René kunne ikke holde tårerne tilbage, da Gitte blev fulgt op ad kirkegulvet i Skt. Mikkels Kirke i Slagelse. Renés sønner var selvfølgelig også med til brylluppet, og alt var fryd og gammen.

Renés forlover var vicedirektør i Dansikring Værdi, Henrik Petersen. Efter mange års arbejde som slagter, var René blevet træt af jobbet, og han havde søgt arbejde som chauffør i Dansikring. Henrik mente, at René havde potentiale til mere, og han udnævnte ham til afdelingschef.

Det hele kørte for René. Han havde giftet sig med kvinden, han elskede, og jobmæssigt gik det bedre, end nogen havde forudset. Han var budgetansvarlig for 90 millioner kroner det første år. Han havde slips og jakkesæt på, fik en god løn, havde firmabil og kontorassistent. Problemet var bare, at han begyndte at kede sig.

En dag bankede René på kontoret ind til Henrik. Normalt bankede han ikke på, han gik bare ind, men den dag var han meget ydmyg.

- Jeg er nødt til at sige op, sagde han.

Henrik oplevede det som et svigt. Han var skuffet, og de to har ikke talt sammen siden. Kort efter gik Renés andet ægteskab også i stykker. Han troede, de var lykkelige og kaldte hende Prinsessen af Slagelse, men pludselig havde Gitte pakket sine ting.

- Jeg elsker dig ikke mere, sagde hun.

Bandidos' tæskehold

René følte, han stod uden tætte venner. Han søgte fællesskab på forskellige måder. Han konverterede til islam og fandt fællesskab i en moské, og han fik også noget socialt ud af at arbejde som dørmand på diskoteker, men der manglede noget.

Han tænkte tilbage på Jønkes bog. Hvis han skulle være rocker, var det på tide. Han var 44 år.

Renés ældste søn kom hjem fra USA, hvor han havde studeret i et års tid. Han var taget afsted fra en far, der havde succes, men kom hjem til én, der kiggede på Bandidos-tøj.

Det var mere, end han kunne klare. Den yngste søn tog det mere roligt. Han havde bare ikke regnet med, han en dag ville blive blandet ind i det.

René arrangerede et møde med nogle af topfigurerne i Bandidos’ støttegruppe MS62. MS stod for Mexican Support, og 62 henviste til det sjette og andet bogstav i alfabetet og stod for Forever Bandidos. Præsidenten i støttegruppen var papsøn af Bandidos-veteranen Christian ‘Chester’ Grünwaldt, som var den længst siddende krigsminister i Bandidos’ bestyrelse i Europa.

René blev medlem af MS62, som forsvarede Bandidos-territoriet på Falster. Når nogen solgte hash, som ikke kom fra Bandidos, fungerede de som tæskehold. René syntes, det var svært at være voldelig, men han ville være rocker, så det var nødvendigt.

- Vi kørte ud og tævede dem. Vi tog deres hash og penge, og så kørte vi igen, har René Vestergaard fortalt.

Natten til den 14. juni 2010 fik de øje på en konkurrerende hashsælgers bil, som holdt parkeret ved et kollegie i Nykøbing Falster. De tankede fem liter benzin på en tankstation, og René bakkede op til bilen, hvorefter et andet medlem af MS62 steg ud.

René hørte en rude smadre, og benzinen blev kastet rundt i Mondeoen, inden der blev trukket en lunte af benzin på asfalten. Kammeraten bukkede sig og antændte den. René gassede op, og i bakspejlet så han 5-6 meter høje flammer.

René blev tatoveret for at vise, han mente det seriøst. Præsidenten i MS62 syntes, det var en god idé. Det summede i tatoveringsbiksen, mens René fik tatoveret gotiske bogstaver og tal, så der stod MS62 på den ene hånd. Kort efter fik han tatoveret S.Y.L.B. på den anden hånd. Det står for Support Your Local Bandidos.

Solgte hash i gammel psykologpraksis

- Jeg skal lave en pokerklub med Benny, sagde Chester.

Benny og Chester havde talt om, at René egnede sig godt til at bestyre den. René skulle sælge sodavand, slik og hash. René så det som sin chance for at komme tættere på et medlemskab af Bandidos. Benny Haugstrup Pedersen var også indflydelsesrig Bandidosrocker. Han befandt sig i toppen af Næstved-afdelingen af Bandidos.

Pokerklubben, som var en hashklub, fik lokaler i en gammel psykologpraksis på strøget i Vordingborg. René var med til at hente den første levering hash. Det var fire kilo, som han fik fra et fuldgyldigt Bandidosmedlem, på parkeringspladsen ved Statoil og Burger King i transportcenteret i Køge.

I begyndelsen passede René hashklubben sammen med en supporter fra støttegruppen X-Team, men supporteren var for aggressiv og skræmte kunderne væk, så han blev fyret.

Benny slog ham med en knytnæve, men endte med selv at flække en kno. Der gik betændelse i såret, og derfor mente Benny, at supporteren også fortjente at få ondt i sin hånd. Det endte med, at Benny stak en kniv gennem hånden på den unge supporter.

Hashklubben blev et tilløbsstykke i Vordingborg. De tjente gode penge på det. Når de startede på en måned, blev pengene til husleje først lagt til side, og derefter blev pengene delt, hver gang der var solgt 100 gram.

De solgte for mindst 1,2 millioner kroner i løbet af et halvt år.

Hvor er pengeskabet?

Ifølge René Vestergaard drejer alt i Bandidos sig om kriminalitet. Det er handel med stoffer, det er handel med våben, vold, inkassosager. Alt, der er penge i. Et medlem af MS62 foreslog et røveri mod værtshuset Landmandshotellet i Rødby.

- Der er et pengeskab med mange penge i, sagde han.

René havde brug for pengene og følte sig klar til at begå sit første røveri. Klokken var tæt på 22, da de tre mænd parkerede foran Landmandshotellet. René trak sin elefanthue ned over ansigtet. Han var iført helt mørkt tøj. En makker ventede som chauffør, mens René og den anden løb ind på værtshuset, hvor kun ejeren og hans kæreste var tilstede.

- Det er et røveri. Læg jer ned!

- Hvor er pengeskabet, råbte Renés makker, mens han sigtede med et oversavet jagtgevær.

- Vi har ikke noget pengeskab her, gentog ejeren igen og igen.

Han var skræmt fra vid og sans. Det var hans kæreste også. Ejeren hev sin pung frem fra en lomme og tilbød, at de kunne få den. Han hjalp også med at åbne pengekassen. Der var 3.000 kroner.

- Mange tak, sagde Renés makker.

Så tog de flugten. Det var en utrolig udvikling, Renés liv havde taget, siden han var afdelingschef i Dansikring Værdi. Dengang tog han sig af chauffører, der havde været udsat for røveri.

Renés chef kan huske, han var god til det, for René var meget empatisk. Han kendte om nogen konsekvensen af at blive udsat for røveri, og pludselig var det ham selv, der begik væbnede røverier. Han opførte sig som et helt andet menneske.

En tidlig morgen ringede Renés telefon. I løbet af natten til fredag den 6. maj 2011 havde kampen om hashmarkedet på Falster og Lolland udviklet sig drastisk.

Ukendte gerningsmænd havde skudt otte gange gennem vinduerne ind i det hus i Eskilstrup, hvor MS62’s vicepræsident havde adresse. Det var en alvorlig optrapning af en bandekonflikt mellem Bandidos og Black Cobra.

Konflikten med Black Cobra betød, at medlemmer af MS62 og Bandidos gik med skudsikre veste, og våben blev gjort klar. René opbevarede flere våben, og han øvede sig i at skyde. Det foregik i grusgrave eller skove, hvor der var langt til nærmeste nabo.

Han skød efter benzindunke, vandkander eller andet, han lige kunne finde. Han trænede for at være parat. For at kunne skyde instinktivt. Han følte sig klar til at slå ihjel for klubben.

Han var blevet hjernevasket til at hade Black Cobra, selvom det var nogle mennesker, han i virkeligheden ikke kendte.

En morgen - omkring klokken fire - bankede det på døren. Det var politiet. De kiggede rundt i lejligheden, og en betjent fandt en pistol i en taske, og René havde også en pistol siddende i buksekanten.

René blev anholdt og kørt i grundlovsforhør. Han endte i Nykøbing Falster Arrest, som på det tidspunkt var fyldt med Bandidosrockere og supportere.

Dagen efter René blev løsladt, i juli 2012, kørte han hen til Bandidos’ klubhus i Brandelev ved Næstved for at tale med Arash Hamedani, som var et betydningsfuldt medlem af Bandidos. René fortalte, at han ville være en del af Bandidos. Arash ringede til Chester og Benny for at få deres mening om René.

- Tillykke. Du er hermed hangaround i Bandidos Westside, sagde Arash.

Hangaround er det nederste trin som prøvemedlem i Bandidos. For René var det kæmpestort, men han syntes også, han havde fortjent det.

Han havde vist, han var til at stole på, og han udførte de opgaver, han blev bedt om af klubben. Ligesom da de fangede en 18-årig mand, som muligvis havde begået et indbrud i et Bandidosmedlems kærestes lejlighed.

René havde siddet på Café Viva i Vordingborg, da Bennys telefon ringede. Et Bandidos-medlem fortalte, at hans kæreste havde haft indbrud i Nykøbing, og han bad Benny sende nogle folk afsted.

Kort efter sad René i toget på vej til Falster. I Nykøbing mødte René Bandidosmedlemmet. Hans kæreste mente at vide, hvem der havde begået indbruddet, og han skulle findes.

- Hvad gør vi, når vi finder ham, spurgte René.

- Så skyder vi ham bare.

Bandidosmedlemmer og supportere kørte rundt i to biler i Nykøbing. De fik øje på den 18-årige foran et apotek på Slotsbryggen. De fangede ham, og Bandidosmedlemmet kørte afsted med ham i bil. Samme dag kunne man læse på TV2’s hjemmeside, at en 18-årig mand var blevet skudt i låret. Bagefter turde han ikke tale med politiet.

- Han er nok bange for nogen, fastslog vagtchefen til TV2.

Forskel på lort og lagkage

Det var hårdt arbejde at være prøvemedlem. René havde vagter i klubhuset, som gik fra 10 til 22, men i virkeligheden stod han til rådighed 24 timer i døgnet. Han vidste aldrig, hvornår han blev bedt om at gøre noget for et medlem.

Vagterne i klubben bestod af rengøring, vedligehold og madlavning. Når maden blev spist, måtte prøvemedlemmer kun sidde med ved bordet, hvis de fuldgyldige medlemmer gav en særlig tilladelse til det. Der skulle være forskel på lort og lagkage, som René siger.

René ønskede at få den respekt, som de fuldgyldige medlemmer havde. Han klarede sig godt som hangaround, og han sagde aldrig nej til at udføre en opgave for Bandidos, så han tog en snak med Arash om at blive prospect, som er næste skridt op ad stigen som prøvemedlem i Bandidos.

René sagde til Arash, at han godt ville tage seks vagtdage om ugen i klubhuset, så han kun havde en fridag.

- Så kan du godt få stablet en fest på benene, sagde Arash.

René blev prospect og fik gule mærker med rød skrift. Det var stort for René. Det var det, han havde drømt om.

Godaften, Vestergaard!

Et fremtrædende Bandidosmedlem fra Næstved gav René besked på at flytte en pistol, som lå gemt i et kælderrum under den lejlighed, René boede i.

Pistolen skulle ud til klubhuset i Brandelev, fordi klubben frygtede et angreb fra den københavnske gadebande Brothas Souljaz, som Bandidos havde en konflikt med.

René besluttede sig for at gå turen fra Næstved til Brandelev, selvom det var koldt. Pistolen var gemt på maven.

På vejen kom politiet kørende forbi med udrykning. De kørte mod klubhuset i Brandelev. René overvejede at lægge pistolen fra sig og hente den på et andet tidspunkt.

- Men nu skal du heller ikke være en kælling, sagde han til sig selv og gik videre.

Kort efter blev René blændet af en bil. Den bremsede op ved siden af ham, og et vindue blev rullet ned. Det var politiet.

- Godaften, Vestergaard. Hvad laver du her?

- Jeg er bare ude at gå.

- Har du noget på dig, du ikke må have?

René vidste, det ikke hjalp at lyve. Han blev visiteret i tide og utide.

- Ja.

- Så skulle det vel aldrig være en pistol, spurgte betjenten.

- Jeg har den på maven, sagde René.

René blev taget med og fik en straksdom. Anklagemyndigheden fortalte med tilfredshed om sagen i pressen.

- Endnu et våben er blevet fjernet fra gaden, og den skyldige er dømt, sagde den anklagerfuldmægtige i en pressemeddelelse.

Drabet på den forkerte

René sad fængslet i Vridsløselille Statsfængsel, da jubelen brød løs. Det var den 9. december 2013. René havde set på TV2 News, at der var en, der var blevet dræbt i Næstved.

I månederne forinden havde der været konflikt mellem Bandidos og en udbrydergruppe bestående af Renés gamle klubkammerater fra Næstved, som havde meldt sig ud og dannet gruppen Westside Nation.

Højtstående Bandidosrockere havde længe råbt højt om, at nogen ude på den anden side af fængselsmurene snart måtte gøre noget ved Westside Nation. Nu var det sket.

René troede, at det var bosnieren Nermin, som var blevet dræbt. Han var en af dem, der havde meldt sig ud og dannet Westside Nation, og René genkendte adressen, hvor manden var blevet skudt. Hurtigt fandt René ud af, det var Nermins bror, der var blevet dræbt.

René havde mødt 22-årige Edin Fakic mange gange, og Nermin havde lovet deres forældre, at han ikke ville blande sin bror ind i rockermiljøet, men nu havde en Bandidosrocker taget fejl og skudt den forkerte.

- Det er den forkerte mand, sagde René foran andre Bandidos-medlemmer i fængslet.

- Det vil vi skide på.

René var ked af det, men kunne ikke vise det. Edin var uskyldig. De andre jublede og fejrede drabet med kage og saftevand. René syntes, det var hårdt, at det var gået ud over en uskyldig mand.

Du er degraderet!

René blev løsladt fra Vridsløselille Statsfængsel og blev en del af Bandidos’ nyåbnede afdeling på Falster, som hed Bandidos South Island. Han var betroet og lavede sekretærarbejde for klubben, men henover sommeren blev han mere og mere træt af det hele.

Han vidste bare ikke, hvordan han skulle komme ud af det. Det viste sig, at Benny tog skridtet for ham.

- Du er degraderet, sagde han i telefonen.

- Du skal skære dine prospectmærker af og sy hangaroundmærket på.

René havde ikke forventet det. Egentlig var det uretfærdigt, men i forvejen var han træt af rockerlivet. Han kunne ikke engang have et almindeligt arbejde, fordi han hele tiden skulle gøre ting for medlemmerne. Han skar mærkerne af og lagde dem på kontoret i klubhuset i Sundby.

Den nat sov han med en pistol tæt på sit hoved. Han var bange for, der kunne ske ham noget.

- Nu er det nok, sagde han til sig selv.

Om morgenen, den 26. august 2014, stod René op og gjorde klubhuset rent, ligesom han plejede. Han ville have et forspring, så det skulle ligne, at alt var i skønneste orden. Han tog sin jakke på, gik ud og låste døren. Han gik over Frederik d. 9’s Bro.

Mens han gik på broen, skilte han sin pistol ad. Han stoppede op og smed den i vandet. Han tænkte kun på, han ville ud af Bandidos, men han vidste ikke hvordan. Han gik under jorden og gemte sig for Bandidos.

- Vi er fløjtende ligeglade

Renés yngste søn vidste ikke, hvad der var sket, men efter nogle dage ringede René og fortalte, han havde det fint. Derefter blev sønnen kontaktet af sin fars præsident, som bad ham køre ud til et andet fuldgyldigt medlem af Bandidos. Renés søn troede, han skulle hente noget tøj.

- René skider på os. Man skal ikke skide på Bandidos, sagde medlemmet, da Renés søn var ankommet.

Medlemmet forklarede, at klubben havde en regel om, at det kostede penge at forlade Bandidos. Nu, hvor René var væk, skulle sønnen betale, og der skulle falde penge den første dag i hver måned.

- Hvis du ikke betaler, sparker vi dørene ind hos alle i jeres familie. Vi er fløjtende ligeglade.

Bagefter fortalte Renés søn, hvad der var sket. René blev rasende. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han besluttede sig for at ringe til politiet.

Det var den 26. september 2014, at René Vestergaard lavede det opkald til politiet, som gør, at han aldrig får et normalt liv igen.

- Jeg vil fortælle alt. Jeg vil tilstå alt. Jeg vil vidne, sagde han.

I første omgang var det ren og skær hævn, men han opdagede, det var rart for ham at fortælle om alt det kriminalitet, han havde lavet de seneste fem år.

Skal leve i skjul

Guldfuglen fra Bandidos, René Vestergaard, er ikke kun et helt særligt tilfælde, fordi han har lagt alle kortene på bordet hos politiet og i retten, men også fordi at både byret og landsret har fundet ham yderst troværdig.

13 personer er blevet dømt, og ifølge politiet har Bandidos reageret, ligesom man kan forvente, at en rockerklub vil reagere.

- De har reageret ved at være ganske truende. Der er en reel trussel, jeg vil ikke gå ind i, hvad det konkret er, men det er forbundet med en reel trussel, siger Kim Kliver, som er politiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Det var torsdag den 29. december 2016, kort tid efter den sidste retssag, hvor Christian ‘Chester’ Grünwaldt blev dømt i Østre Landsret, at jeg fik lov til at lave et tv-interview med René Vestergaard.

Han var maskeret, ligesom når politiet kører ham til retten, for ingen må se, hvordan han ser ud i dag.

Bag mig var placeret to politifolk. Efter interviewet blev René Vestergaard kørt væk af politiet. Jeg ved ikke, hvor han er i dag, men jeg ved, jeg aldrig kommer til at se ham igen. Det her er, hvad han har fortalt mig om sin fremtid.

- Jeg skal leve et sted - hemmeligt - mellem Sydpolen og Nordpolen. Uden kontakt til familie og andre.

Mød Guldfuglen fra Bandidos i Station 2 torsdag aften kl. 20:50

Bandidos har afvist at deltage i et tv-interview, men i en skriftlig kommentar til programmet skriver Bandidos, at René Vestergaard aldrig har været medlem af Bandidos. De skriver, at det på ingen måde er korrekt, at Bandidos skulle være forbundet med kriminalitet.

- At der er medlemmer, der begår noget kriminelt, er og forbliver deres egen sag, skriver Bandidos.

Bandidos afviser, at René Vestergaards søn er blevet truet, ligesom de afviser, at det koster penge at melde sig ud. Bandidos kalder det direkte latterligt, at René Vestergaard tror, at nogen fra Bandidos vil slå ham ihjel.