Forældrepar idømmes fængsel for omskæring af egne børn
Et somalisk forældrepar er blevet idømt fængsel i sag om omskæring af to piger.
Retten i Kolding har mandag eftermiddag idømt et somalisk forældrepar halvandet års fængsel i en principiel sag om omskæring af to piger.
Derudover idømmes moren til børnene betinget udvisning med en prøvetid på to år.
Tidligere såede en gynækolog fra privathospitalet Mølholm dog tvivl om, hvorvidt to somaliske piger er blevet omskåret, sådan som anklagemyndigheden påstod.
Men hverken anklageren eller Retten i Kolding var i tvivl.
- Ud fra de lægelige oplysninger i sagen må vi lægge til grund, at pigerne er omskåret, siger Helle Kaad Iversen.
Muligvis ikke de rigtige piger
Før retssagen mente anklageren ikke, at Retten kunne bruge den undersøgelse, som det somaliske forældrepar på eget initiativ og for egen regning har fået foretaget på Mølholm, til noget.
- En gynækolog beskæftiger sig med at undersøge voksne, kønsmodne kvinder, ikke børn, siger senioranklager Helle Kaad Iversen.
Anklageren pegede også på, at retten ikke har nogen garanti for, at det overhovedet var de to piger i sagen, som mødte op og lod sig undersøge på Mølholm.
Det kunne i teorien være to andre piger, lød det.
Fik bortskåret klitoris og dele af skamlæber
Hun mente samtidig, at dommeren og de to domsmænd skulle holde sig til den retsmedicinske undersøgelse af pigerne, som en retslæge og en børnelæge fra Odense Universitetshospital foretog.
Den viser, at de to piger har været udsat for en såkaldt kategori to-omskæring og har fået bortskåret klitoris og dele af de små skamlæber.
Anklageren hæftede sig også ved, at Retslægerådet ud fra billedmaterialet i sagen har erklæret sig enig i denne vurdering.
Sagen er principiel, da det kun er anden gang, der rejses tiltale efter paragraf 245a i straffeloven.
Efter denne paragraf kan det straffes med fængsel i op til seks år, hvis man fjerner eller bortskærer ydre kvindelige kønsorganer helt eller delvist.
I 2009 blev en kvinde idømt to års fængsel i en lignende sag ved Retten på Frederiksberg. Dommen blev gjort delvist betinget.
Moren bliver udvist
Det somaliske forældrepar fra Fredericia burde ifølge anklageren ikke slippe med en ren betinget dom.
- Det er så fundamentalt i strid med vores samfunds syn på kvinder, ligestilling, og hvad man kan tillade sig at tilføje andre af skader, som kommer til at vare livet ud, siger Helle Kaad Iversen.
Inden retssagen nedlagde hun ligeledes påstand om, at moren, der ikke er dansk statsborger, udvises af landet, hvis hun findes skyldig. Dette fik hun delvist medhold i.
Parret, der er bosiddende i Fredericia, har nægtet sig skyldig og anfægtet præmissen om, at kvinderne overhovedet er blevet omskåret.
Den 39-årige mor har i retten forklaret, at hun selv blev omskåret som barn. Det var en traumatiserende oplevelse, og hun kunne aldrig selv drømme om at udsætte sine døtre for noget lignende, har hun forklaret.