Krimi

46-årig mand sigtet for overgreb mod op til 24 børn

En mand er mistænkt for at have begået overgreb på sit job i en institution og som frivillig i en spejderklub.

En 46-årig mand, som siden den 17. marts har siddet varetægtsfængslet mistænkt for overgreb mod børn, har under afhøring fortalt om en række øvrige overgreb. 

I alt har Københavns Vestegns Politi på nuværende tidspunkt identificeret 24 børn, som kan have været udsat for seksuelt misbrug. I de fleste af tilfældene, har der angiveligt været tale om blufærdighedskrænkelser eller anden kønslig omgang.

- Det er foregået fra 2011 og frem til i år. Det er i hvert fald den tidsperiode, vi arbejder med lige nu. Men det kan ændre sig, som sagen skrider frem. Det er heller ikke usandsynligt, at det handler om flere børn end de 24, som vi har identificeret nu, siger efterforskningslederen i sagen, politikommissær Ole Nielsen.

Overgreb i daginstitution og spejderklub

Overgrebene har angiveligt fundet sted både på mandens job i en daginstitution i Albertslund og i forbindelse med mandens frivillige arbejde i en spejderklub.

Generalsekretær i KFUM Thomas Kirkeskov bekræfter overfor TV 2, at der er tale om en af deres spejderklubber.

- Den varetægtsfængslede spejderleder har været hos os i en årrække. Vi stoppede omgående samarbejdet med ham, da vi blev kontaktet af politiet for to uger siden. Vi har informeret og holdt møder for forældre, spejdere og leder. Alle er dybt berørte, fortæller Thomas Kirkeskov til TV 2.

Politiet oplyser, at de har nedsat en gruppe, der skal efterforske sagen nærmere.

- Vi står med en meget alvorlig sag. Vi har derfor nedsat en gruppe af dedikerede efterforskere og nogle af Danmarks mest rutinerede videoafhørere, for at komme til bunds i dette sagskompleks. Samtidig er vi i et meget tæt samarbejde med de kommunale myndigheder, spejderne og Børnehus Hovedstadens psykologer, siger politikommissær Ole Nielsen.

Møder med forældrene

Foruden KFUM har også Københavns Vestegns Politi i samarbejde med kommunen og spejderklubben afholdt en række orienteringsmøder for forældrene til de muligt misbrugte børn – senest i går aftes.

- Samtidig håber vi på forståelse for, at der er en række detaljer, vi ikke kan fortælle om offentligt, af hensyn til de muligt forurettede børn, lige som der forsat er en del af forholdene, der er omfattet af de dobbeltlukkede døre fra sagens start. Men vi har håb om, at vi kan få denne sag fuldt afdækket - blandt andet fordi den sigtede har valgt at samarbejde med vores efterforskere, siger Ole Nielsen.

Havde en ren børneattest

Generalsekretær i KFUM Thomas Kirkeskov oplyser, at den 46-årige mand havde en ren børneattest, da KFUM indgik et samarbejde med ham.

En børneattest er en straffeattest, som blandt andet indeholder oplysninger om visse seksualforbrydelser begået mod børn under 15 år.

- Vi bruger mange ressourcer på at indhente børneattester. Vi har 6.000 frivillige ledere. Men en ren børneattest kan aldrig være en fuldstændig garanti.