Tre søstre kræver 300.000 i erstatning fra kommune

Dommen i erstatningssag, hvor tre søstre har sagsøgt Slagelse Kommune, ventes at få betydning for andre sager.

Svigtede Slagelse Kommune tre søstre, der blev udsat for overgreb af deres plejefar, og ignorerede kommunen advarsler om overgreb?

Ja, det mener de tre kvinder, der kræver erstatning fra kommunen.

Sagen begynder mandag i Østre Landsret, som er tætpakket med tilhørere.

Det er et spørgsmål i sagen, som alle stiller sig selv, understreger advokat Mads Krøger Pramming, der repræsenterer søstrene:

- Hvordan kunne det ske? Hvorfor blev det ikke opdaget? Det er kernen, som landsretten skal tage stilling til, siger advokaten i sin forelæggelse af sagen.

- Vidste eller burde Slagelse kommune vide, at pigerne blev udsat for overgreb?Og gjorde de, hvad der med rimelighed kunne forventes af kommunen? Det er testen i sagen, siger han.

Mandag starter en erstatningssag, hvor tre søstre søger erstatning hos Slagelse Kommune efter at de som børn blev placeret i en plejefamilie, hvor de blev misbrugt.

Dommen kan få betydning for andre sager

De tre søstre er i dag i 20'erne og kræver hver 300.000 kroner i erstatning fra kommunen.

- Dommen forventes at få afgørende betydning for andre misbrugssager, lyder det fra Mads Krøger Pramming.

Søstrenes palæstinensiske forældre flygtede i 90'erne til Danmark. Pigerne blev siden placeret hos en plejefamilie, da faren havde slået moren ihjel.