Krimi

Mistænkt for svensk dobbeltmord anholdt i Rødbyhavn

Dansk politi har anholdt en mand, der er mistænkt for et dobbeltmord i Sverige. Han fremstilles i grundlovsforhør ved retten i Nykøbing Falster.

I sidste uge blev to unge mænd fra bandemiljøet i byen Kista ved Stockholm skudt og dræbt på klos hold, mens de sad i en bil.

Siden har politiet jagtet den formodede gerningsmand, og den jagt er nu endt i Danmark.

Ifølge Aftonbladet er en mand i 30'erne blevet anholdt på dansk grund, mistænkt for dobbeltdrabet.

Opdaget i Rødbyhavn

Mandag eftermiddag bekræfter Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at man har anholdt manden klokken 1.30 natten til mandag.

Det var medarbejdere fra det lokale politi, der opdagede manden, som er internationalt efterlyst, da han kom kørende i bil i indrejsefeltet i Rødbyhavn. Her blev han sammen med nogle andre passagerer anholdt uden dramatik. Det skriver politiet i en pressemeddelelse. 

Den efterlyste mand fremstilles klokken 15.20 i grundlovsforhør ved retten i Nykøbing Falster. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er i tæt dialog med Rigspolitiet og svensk politi omkring udlevering af manden til Sverige.

Formodet bandeopgør

Begge de dræbte var i 20'erne. En af dem var en ledende figur i en svensk bande, der hedder Lejonen, og svensk politi formoder, at dobbeltdrabet var et bandeopgør.

De blev skudt onsdag aften. Den ene mand døde onsdag aften, mens den anden døde på hospitalet omkring klokken 02.30 natten til torsdag.

Drabene skete i et boligkvarter i Kista, og politiet satte massivt ind i eftersøgningen på to gerningsmænd. Der blev desuden efterlyst en sølvgrå bil, der blev set køre væk fra gerningsstedet kort efter skyderiet.

Om der stadig eftersøges endnu en gerningsmand, vides endnu ikke.