Station 2

Tricktyv i fængsel: Bagmænd truer mig og min familie

Station 2 har mødt en 42-årig tricktyv i fængslet. Her giver han et indblik i, hvorfor han blandt andet følte sig nødsaget til at aflure pinkoder.

Den rumænske tricktyv huserede i hele Danmark, inden han blev pågrebet i Frankrig i et samarbejde mellem dansk og fransk politi. Inden da nåede han at svindle og bedrage for omkring en halv million kroner.

- Jeg er ked af det, jeg har gjort. Hver dag har jeg tænkt på, hvor ondt jeg har gjort de her ældre mennesker, siger han fra arresten i Holbæk.  

For at være ærlig, så tænkte jeg ikke så meget på, hvad jeg gjorde.

Tricktyv, som medvirker anonymt

Han medvirker anonymt, da han er udsat for trusler fra rumænske bagmænd, hvilket dansk politi også bekræfter. 

Tænkte ikke på ofrene

Den rumænske tricktyv udførte tyverierne sammen med sin kone, som også blev idømt tre års fængsel for 207 forhold, som primært gik ud over ældre mennesker.

Parret aflurede pinkoder under indkøb i dagligvarebutikker og stjal efterfølgende dankortet. Et trick, som de udførte ved først at aflure dankortet i butikken, og herefter bilde offeret ind, at han eller hun havde tabt en pengeseddel på gulvet i butikken.

Når offeret så efterfølgende gik ud af butikken, fulgte parret efter og sagde, at det alligevel var deres penge. Under forvirringen stjal de offerets dankort op af lommen, pungen eller tasken. 

- For at være ærlig, så tænkte jeg ikke så meget på, hvad jeg gjorde. Jeg tænkte kun på at få fat i kreditkortet, så jeg kunne bruge det til at hæve penge, siger rumæneren.

Nu er det slut

Han fortæller også, at han var nervøs ved det første tricktyveri, men at det efterfølgende blev en vane for ham. 

Jeg vil gerne sige undskyld til mine ofre for den smerte, som jeg har påført dem.

Tricktyv, som medvirker anonymt

- Jeg havde stor gæld i Rumænien og stigende renter. Dem, som jeg skyldte penge, ville tage min lejlighed fra mig, lejligheden hvor mine børn og min tidligere kone bor. Så jeg var nødt til at begå de forbrydelser, forklarer han.

Men selv om det ikke er første gang, den 42-årige rumæner er dømt for at have begået tricktyveri, så understreger han, at han nu er parat til at lægge sit liv om:

- Der kommer et tidspunkt, hvor man bliver træt af det hele, hvor man siger stop: jeg har ikke lyst til at være det menneske, som jeg har været. Jeg vil gerne blive et bedre menneske. Jeg vil gerne sige undskyld til mine ofre for den smerte, som jeg har påført dem. Jeg er virkelig ked af det, siger han. 

Du kan se mere om tricktyverier i millionklassen i aften kl 20.50 på TV 2 i Station 2.