Station 2

Her fanger de tyv på rulletrappe: - Fersk gerning, fersk gerning, fersk gerning

Station 2 var med civilbetjente på arbejde, da de spottede tricktyve i færd med at stjæle et dankort fra en ældre dame på vej ned af en rulletrappe.

Mandag morgen – klokken er 05.50 på Station City på Halmtorvet i København.

Betjentene er samlet til briefing, inden det går løs på gaden. I dag skal de af sted på en opgave, hvor de skal spotte tricktyve og forsøge at få anholdt flest mulige af dem, som i den senere tid har huseret på blandt andet Hovedbanegården og Nørreport.

Det gælder om at være hurtig, for de afdækker dig ligeså hurtigt, som du afdækker dem,

Jesper, civilbetjent

Antallet af tricktyverier i København er steget i løbet af det seneste år, og tyvene arbejder organiseret i grupper på tre til fire, hvor de aflurer pinkoder og efterfølgende stjæler dankort fra intetanende ofre.

Katten efter musen

Flere af tricktyvene er gengangere, og derfor er politiet ofte i stand til at spotte dem i mængden. Problemet er, at tricktyvene også er så rutinerede, at de kan spotte de civile betjente. Så det er en stor omgang katten efter musen-leg, der foregår, når betjentene går på gaden.

- Det gælder om at være hurtig, for de afdækker dig ligeså hurtigt, som du afdækker dem, siger civilbetjenten Jesper, som har været med mange gange, når politiet laver ekstra indsatser på netop dette område.

TRICKTYVE PÅGREBET PÅ NØRREPORT ? MÅ LADE DEM GÅ IGEN. KORT VERSION

Betjentene taler kort sammen om kommunikationsveje, radiokanaler og meldinger og går så på gaden. De ligner helt almindelige mennesker på vej på arbejde med høretelefoner i ørerne, tasker på ryggen og halstørklædet snoet godt rundt om halsen i den forårskolde morgenluft.

Forvirring i morgenmylder

Første stop er Hovedbanegården, hvor de splitter op i to hold og placerer sig rundt omkring i afgangshallen. Der er mange mennesker i morgenmylderet, og det er en fordel for de hurtige tricktyve.

Her kan de udnytte, at folk har travlt og er uopmærksomme.

Men denne morgen er tyvene ikke de eneste, der lurer – det gør betjentene også.

Tricktyvene opfører sig ofte, som om de også er rejsende. De stiller sig i kø til billetautomaterne, men køber ikke en billet.

Jesper, civilbetjent

- Jeg holder øje med anderledes adfærd. Tricktyvene opfører sig ofte, som om de også er rejsende. De stiller sig i kø til billetautomaterne, men køber ikke en billet. De stiller sig i kø til at betale i 7-eleven, men køber aldrig noget. Den slags adfærd skiller sig ud, siger civilbetjenten Jesper.

Banditter i habitter

Tricktyvene er modsat det, man ellers umiddelbart tror, klædt i pænt tøj og har en trolleykuffert eller en fin taske med sig.

- Og det gør, at folk ikke mistænker dem for at være tricktyve, for de ser jo pæne og nydelige ud, forklarer Jesper.

Der går ikke længe, før civilbetjentene spotter den første mulige tricktyv. Han slentrer rundt på hovedbanegården og har tilsyneladende ikke travlt med at nå et tog.

Efter at have observeret ham i et godt stykke tid, må civilbetjentene konkludere, at han ikke er en tricktyv. Blot en rejsende med usædvanlig god tid og en ret så tidlig appetit efter en McDonalds-burger.

Nordmand på tynd is

Civilbetjentene tager toget videre til Nørreport, hvor de holder skarpt øje med en flok udenlandsk udseende mænd, der kredser om stationen. På gaden foran nedgangen til stationen spotter civilbetjenten Jesper en mand, som pludselig får meget travlt. Og så sætter civilbetjenten efter.

- Må jeg se noget ID, lyder det, og den noget overraskede mand får fisket et pas op af lommen. Et tydeligt norsk ”ja, selvfølgelig” afslører dog, at manden her blot er turist og ikke tricktyv.

Jeg ved bare, at jeg har set den ene før, og det irriterer mig, at vi er nødt til at lade dem gå,

Jesper, civilbetjent

- Det er ikke nordmænd, som tynger i statistikken over tricktyve, forklarer civilbetjenten Jesper, som hurtigt giver manden sit pas igen og lader ham fortsætte sin tur.

Tricktyvene kommer ofte fra lande som Rumænien og Polen. De opererer i dagtimerne på de mest befærdede steder som for eksempel Nørreport og Hovedbanegården i København.

Og så er de ofte også at finde tæt ved hæveautomater centralt beliggende i byen.

Og der går ikke lang tid, før civilbetjentene spotter tre rumænere, som tydeligvis arbejder sammen. De har også opdaget civilbetjentene, for de forsøger at løbe væk, da Jesper kommer imod dem.

Må lade tricktyve gå

I løbet af kort tid er tre civilbetjente tilstede på Nørreport og tilbageholder de tre rumænere. De bliver kropsvisiteret, der bliver taget billeder, og betjentene kigger også deres tasker igennem for eventuelle tyvekoster og skiftetøj.

Tricktyvene benytter sig nemlig ofte af at skifte tøj undervejs, så de ikke så nemt bliver genkendt. De tre rumænere har også rigeligt med skiftetøj i deres tasker. Civilbetjentene tjekker op på, om de er eftersøgt.

- Men vi har ikke noget på dem. Jeg ved bare, at jeg har set den ene før, og det irriterer mig, at vi er nødt til at lade dem gå, siger civilbetjenten Jesper.

TI MINUTTER SENERE ? TRICKTYVE TAGET PÅ FERSK GERNING (DEN ENE ER DEN SAMME, SOM POLITIET MÅTTE LADE GÅ TIDLIGERE)

Tricktyvene forklarer, at de tilfældigvis lige var det på det samme sted på det samme tidspunkt, og at kun to af dem kender hinanden.

Trods det faktum, at deres papirer viser, at de kommer fra nøjagtig samme sted i Rumænien, og at deres historier om, hvorfor de er på Nørreport på dette tidspunkt uden at rejse videre til et andet sted, ikke - ifølge betjentene - holder vand.

Endelig bid

Men der går ikke lang tid, før betjentene på ny har fingrene i én af de tricktyve, som de måtte lade gå på Nørreport Station.

Ti minutter efter episoden på Nørreport er betjentene på vej op af rulletrapperne på Vesterport Station. De bliver overhalet af en mand, som tilsyneladende har meget travlt.

Kort efter er han igen på vej ned af rulletrapperne, mens han har hænderne dybt begravet i en ældre dames rygsæk.

Uheldigvis for ham står der en civilbetjent lige bagved ham, og betjenten får hurtigt fat i den langfingrede tyv.

Jeg opdagede ingenting. Simpelthen ingenting,

Ældre kvinde udsat for tricktyveri

- Fersk gerning. Fersk gerning, råber civilbetjenten Jesper og får tricktyven og hans to medskyldige lagt i håndjern.

Flere betjente kommer til og afhører også den ældre dame, som er noget chokeret over den episode, hun lige har været vidne til.

- Jeg opdagede ingenting. Simpelthen ingenting, siger hun og gennemroder tasken for at finde ud af, om tyven har nået at få fat i noget. Men takket være den hurtige reaktion fra civilbetjenten er alle værdigenstande intakte og på deres plads i tasken.

- Hold da op, det gik hurtigt, udbryder hun og fortæller, at nu vil hun altid bære sine værdier i en taske på maven i stedet for på ryggen, så det ikke sker igen.

Nøje planlagt

Efterfølgende viser overvågning fra stedet, at kvinden inden episoden handler i 7-eleven-kiosken på stationen.

Mens hun taster pinkoden ind, aflurer en tricktyv koden og ringer hurtigt til en anden tricktyv, som forsøger at stjæle kortet.

En tredje tricktyv er lige i nærheden – tilsyneladende for at overtage kortet og skynde sig til en automat for at hæve så mange penge som muligt på så kort tid så muligt.

Og ham genkender civilbetjenten Jesper med det samme:

- Det er dig fra Nørreport Station, jeg så dig for ti minutter siden. Du så mig, og så forsøgte du at gå din vej, siger Jesper til den formodede tricktyv, som forsøger at undslippe:

- Vi kom med metroen, og så kunne vi ikke finde udgangen, og så prøvede vi at finde bussen, forklarer han.

'I er anholdt'

Og manden, der blev grebet på fersk gerning med hånden nede i den ældre dames taske, forsøger også at gå fri:

- Der skete ingenting. Ingenting overhovedet, siger han. Men civilbetjenten Jesper lader sig ikke narre:

- Men du prøvede. Det er godt nok til mig, siger Jesper og gelejder manden over i et hjørne sammen med de to andre.

- Klokken er 11.55, og I er alle anholdt, lyder det.