Kastede brandbombe på 16-årig dreng: Nu hyrer forældre endnu en topadvokat
Fire drenge fra Ry sidder varetægtsfængslet for at kaste en brandbombe på en skolekammerat.
Endnu en topadvokat er hentet ind for at øve juridisk bistand til de fire drenge, som er varetægtsfængslet og sigtet for at kaste en brandbombe på en 16-årig dreng af afhansk afstamning, som de gik i skole med. Det skriver Ekstra Bladet.
Tre af de fire drenge, som alle er varetægtsfængslet i surrogat, har således hyret tre topadvokater, Michael Juul Eriksen, Henrik Stagetorn og nu også Mette Grith Stage, som også er forsvarer for den 16-årige terrortiltalte pige i Kundby-sagen.
Flere års uro omkring offer
Den tragiske episode, som skete i starten af februar, var kulminationen på et opgør mellem den 16-årige dreng og fire danske drenge fra samme skole. De fem havde aftalt at mødes bag den lokale sportshal, og en af de danske drenge havde medbragt en molotov-cocktail.
Det er politiets opfattelse, at en af drengene kastede bomben efter den 16-årige dreng, som blev ramt, så der gik ild i ham. De fire danske drenge sidder nu varetægtsfængslet i surrogat i sagen.
Forud er tilsyneladende gået flere års uro på skolen. For to år siden tog en 15-årig dreng kvælertag på den nu 16-årige dreng og truede ham på livet. Det fik den 15-årige senere 40 dages betinget fængsel for.
Retsmøde aflyst
På tirsdag skulle der have været et retsmøde, der skulle afgøre hvorvidt varetægtsfængslingen skal forlænges. Alle fire drenge har dog tilkendegivet over for retten i Horsens, at de er indforstået med en skriftlig forlængelse.