Krimi

Flere anholdt for vold mod politiet efter demonstration for Ungdomshuset

Der kan komme flere sigtelser, når politiet har gennemgået videomateriale fra de københavnske optøjer.

Fem til otte personer er onsdag aften blevet anholdt i forbindelse med en demonstration i anledning af 10-året for rydningen af Ungdomshuset på jagtvej 69 i København.

Indtil videre har politiet ingen meldinger om tilskadekomne.

Det oplyser Københavns Politi ved en pressebriefing.

De mest alvorlige sigtelser drejer sig om vold eller forsøg på vold mod tjenestemand.

- Jeg har ikke noget overblik endnu over, hvad man præcis har gjort, men det er nok noget, der relaterer sig til, at man har haft en brosten i hånden og har kastet den efter politifolkene, siger Peter Olesen Dahl, leder af beredskabet ved Københavns Politi.

Butikker fik ruder knust

Københavns Politi havde ellers forventet en fredelig demonstration fra Frue Plads til det nye Ungdomshus på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter.

Men demonstrationen udviklede sig voldeligt, og halvanden time inde i demonstrationen erklærede politiet på Nørrebrogade demonstrationen for opløst, efter demonstranter havde begået hærværk mod flere facader.

- Indtil nu har vi konstateret, at der er en fem-seks banker og butikker derude, der har fået knust deres ruder. Men vi er ikke færdige endnu med at køre området igennem og få det klarlagt, siger Peter Olesen Dahl.

Der kan sagtens komme flere sigtelser i løbet af de næste dage. Politiet har nemlig fulgt hele demonstrationen med køretøjer, der er udstyret med fotoudstyr. Det materiale skal nu gennemgås.

- Det er et arbejde, der tager tid. Men det er klart, at dem vi kan identificere, de vil også blive strafforfulgt, hvis de har lavet noget ulovligt, siger Jørgen Skov, chefpolitiinspektør ved Københavns Politi.

Klar til at trænge ind i nyt Ungdomshus

Sent onsdag aften er optøjerne i Københavns gader for længst afsluttet. Men en gruppe demonstranter befinder sig stadig i Ungdomshuset på Dortheavej, hvor de har kastet med flasker og skudt møtrikker efter politiet med slangebøsser.

Uden for huset er politiet massivt tilstede og gør klar med forskelligt udstyr til at trænge ind til de tilbageværende demonstranter.

- Vi er jo nødt til at finde ud af, hvem det er, der er tilstede, og det kan vi jo kun finde ud af ved at komme ind i huset. Og vi er også nødt til at finde ud af, hvad man mere har derinde, siger Peter Olesen Dahl.