Cykelhandler stukket ned under hjemmerøveri på Østerbro
Politiet efterlyser nu vidner til det voldsomme overfald.
Et stort politiopbud er mandag morgen mødt op foran en butik på Østerbrogade i København.
Et øjenvidne siger til TV 2 Lorry, at der i første omgang kom en ambulance, hvorefter en række politibiler kom til stedet.
- Det eneste, jeg kan fortælle dig, er, at en cykelhandler på Østerbrogade 103 har været udsat for et røveri, siger vagtchef ved Københavns Politi, Lars Westerweel til TV 2 Lorry.
Stukket ned i sin lejlighed
Siden har politiet oplyst samme informationer på Twitter.
Ifølge Ekstra Bladet er den 69-årige ejer af cykelforretningen blevet stukket ned i sin lejlighed, der ligger i samme opgang.
Cykelhandleren blev ramt af tre knivstik, og han blev efter alt at dømme også slået og sparket.
- Han er på operationsbordet og det er alvorligt, men vi ved ikke mere om hans tilstand lige nu. Vi har ikke været i stand til at tale med ham, siger efterforskningsleder Hans Erik Raben til Københavns Politi.
Stort område afspærret
Ifølge TV 2 Lorrys fotograf på stedet var mindst seks politibiler på Østerbrogade omkring det afspærrede område, hvor der også har været en hundefører. Samtidig arbejder et hold teknikere i telebutikken Phonecare.
Phonecare Østerbrogade oplyser til TV 2 Lorry, at de ikke har noget med den aktuelle sag at gøre, men at politiet anvender deres lokaler til den verserende efterforskning af sagen fra cykelhandleren.
Telebutikken ligger i det afspærrede område, og det er derfor, at politiet har spurgt om husly, oplyser Phonecare.