Krimi

Kraftig brand i Rigspolitiets nye bygning var sandsynligvis påsat

Københavns Vestegns Politi søger vidner i forbindelse med den voldsomme brand, der hærgede den nye politibygning i Glostrup tidligere på måneden.

I begyndelsen af februar tog det adskillige brandfolk en hel nat at slukke en omfattende brand, der hærgede Rigspolitiets nye bygning i Glostrup.

Nu oplyser politiinspektør Svend Foldager til TV 2, at branden sandsynligvis var påsat.

- Jeg kan sige det sådan, at der er en altovervejende sandsynlighed for, at det ikke var en teknisk installation, der var skyld i branden. Så er der to andre muligheder: At den var påsat, eller at det var en ulykke. Sidstnævnte vurderer vi heller ikke som særlig sandsynligt, siger Svend Foldager til TV 2.

Blot nogle få måneder før, Rigspolitiets Nationalt Kriminalteknisk Center skulle rykke ind i nye og moderne lokaler i Glostrup, brød den næsten færdige bygning i brand.

Branden raserede tre etager samt taget, og ifølge Hovedstadens Beredskab skete der omfattende skader på bygningen.

Dengang afviste politiet, at der skulle være tale om en påsat brand, men det virker ifølge politiinspektør Svend Foldager nu som en af de mere sandsynlige årsager.

Københavns Vestegns Politi er derfor meget interesseret i at høre fra vidner, der har bemærket noget usædvanligt i området torsdag 9. februar i tidsrummet mellem klokken 17 og 17.25.

Politiet søger ung mand, der blev set på stedet

Især vil politiet gerne i kontakt med en ung mand, som er blevet set løbe fra området omkring Ingo-benzintanken ved Ejby Industrivej og direkte ind i den nye politibygning fra håndværkerindgangen i bygningens sydvestlige hjørne.

- Vi vil meget gerne i kontakt med manden, da han kan have vigtige oplysninger i sagen, siger Svend Foldager, der på nuværende tidspunkt ikke kan komme ind på, om manden er mistænkt i sagen.

Manden beskrives i en pressemeddelelse som cirka 175 centimeter høj og bred af bygning. Han var iført sort strikhue, som gik helt ned til øjenbrynene samt et sort tørklæde, der dækkede den nederste del af ansigtet.

Han bar sorte, forvaskede joggingbukser og en sort, kort jakke.

En gennemgang af overvågningen viser, at personen løb fra området omkring klokken 17.18. Manden forsvandt ind i villakvarteret nordvest for Nordre Ringvej.

Den nye bygning ligger på Ejby Industrivej, hvor en række af Rigspolitiets afdelinger - blandt andet Nationalt Efterforskningscenter - også har til huse.

Nationalt Kriminalteknisk Center holder i dag til på Slotsherrensvej i Vanløse. Derfor vil branden ikke betyde noget for kriminalteknikernes arbejde.

Vidner kan henvende sig til politiet på telefon 43 86 14 48.