Krimi

Borgmester om benzinoverfald: - Lynet slog ned

Seks dage før en dreng blev overfaldet med benzin i Ry, var to af de involverede i håndgemæng. Det fremgår af en ny redegørelse.

Skanderborgs borgmester, Jørgen Gaarde (S), redegjorde onsdag for sagen om en afghansk dreng, der blev stærkt forbrændt, efter at fire klassekammerater overfaldt ham med brændende benzin den 6. februar.

- Lynet slog ned. Det her har en karakter, som ingen af os havde mulighed for at forudse, sagde borgmesteren blandt andet.

- Det er så anderledes en sag, at vi kan drage noget læring af det, men noget af det er også fuldstændig specielt.

Højt konfliktniveau på 9. årgang på Mølleskolen

I redegørelsen fremgår det, at konfliktniveauet blandt eleverne på 9. klassetrin på Mølleskolen ligger over gennemsnittet på både landsplan og i resten af Skanderborg Kommune.

På landsplan oplever 88 % af 9. årgange aldrig, sjældent eller blot en gang imellem konflikter i deres klasser, mens det tal ligger på 92 % i Skanderborg Kommune. For 9. årgang på Mølleskolen er det tal til gengæld noget lavere. Her svarer 82 % af eleverne, at slåskampe, skænderier, uenigheder og lignende aldrig – eller blot sjældent - er en del af deres dagligdag.

Skoleleder: Overfald kunne ikke forudses

Redegørelsen viser også, at der tidligere har været problemer mellem visse af eleverne, der var en del af konflikten den 6. februar.

Ifølge redegørelsen var en elev på årgangen blev sendt hjem efter håndgemæng med en anden elev seks dage før episoden. Begge elever var involverede i optrinnet.

- Der blev i de følgende dage ikke observeret konflikter af betydning for den konkrete episode. Skolen har heller ikke herudover konstateret tegn på en optrapning af konfliktniveauet frem mod episoden, står der i redegørelsen.

Heller ikke på selve dagen for konflikten var der tegn på, at de sigtede drenge havde planer om at begå overfald mod deres klassekammerat. Tværtimod arbejdede to af de implicerede drenge ifølge skolederen på Mølleskolen fredeligt sammen tidligere på dagen den 6. februar.  

- At kunne forudse, hvad der ville ske senere på dagen, tænker jeg ikke, var muligt. Der var ikke nogen indikation på det her. Havde lærerne fra morgenstunden tænkt, at drengene var på kant, så havde man sørget for, at de ikke kom i den samme gruppe, lød det på onsdagens pressemøde fra skolens konstituerede leder, Alma Schack Andersen.

Eksperter: Redegørelsen er mangelfuld

Både Mølleskolen i Ry og Skanderborg Kommune skal nu undersøge, hvorvidt konflikterne mellem drengene kunne være håndteret anderledes. Dog er begge parter altså enige om, at episoden ikke kunne forudses.

Det er national chef i Red Barnet, Kirsten Lund Larsen, dog ikke enig i.

- Man ser en skole, som helt givet har forsøgt at gøre rigtig meget, og en kommune, som nok også har været opmærksom på det. Men man er jo nødt til at konstatere, at det jo ikke har været nok, at der er en situation, som er kørt helt af sporet, lyder det fra Kirsten Lund Larsen, som mener at skolen burde have haft hjælp udefra til at håndtere konflikten mellem drengene.

Spørger man direktør hos Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, er redegørelsen mangelfuld.  

- I redegørelsen fokuserer man på nogle få individer og ikke så meget på kulturen. Vi ved, at kulturen er det afgørende, hvis man skal stabilisere konfliktniveauet i klassen. Der er det ikke nok at sætte ind over for enkelt individer, lyder det fra Rasmus Kjeldahl, der er direktør ved Børns Vilkår.

Han stiller derfor spørgsmålstegn til, om kommunen og skolen kunne være kommet sagen i forkøbet.

- Man har simpelthen undervurderet, hvor dyb den her konflikt var, og det synes jeg også, at redegørelsen bærer præg af, siger han.

Redegørelsen møder også kritik hos Frank Cloyd Ebsen, som er ph.d. ved det Samfundsfaglige og Pædagogiske Fakultet, Metropolhøjskolen.

Han undrer sig over, at der ikke står noget om, hvorvidt skolen har taget kontakt til forældrene om de tidligere hændelser.

- Der burde jo have været kontakt til familierne, som hører til de børn, hvor der har været slagsmål, siger Frank Cloyed Ebsen til TV 2.

Episoden skal evalueres

På pressemødet for redegørelsen af episoden blev skolens konstituerede leder Alma Schack Andersen spurgt ind til, om skolen kunne have gjort det bedre.

I arbejdet med drenge, der er i konflikt, kan man vælge forskellige veje fra skolens side. Her vil skolen nu evaluere, hvorvidt skolen har valgt den bedste vej i den konflikt, der er endt i et overfald med brændende benzin på en 16-årig, forklarede hun.

- Vi kunne også have valgt en vej, hvor det var gået endnu værre.

Fire drenge fra 9. klassetrin på Mølleskolen i alderen 15-16 år sidder fortsat varetægtsfængslet efter episoden. De er sigtet for et forsøg på manddrab.