Krimi

Dansker anholdt for at planlægge terror: Video viser anholdelsen

En dansker har angiveligt været i Syrien for at blive undervist i håndtering af sprængstoffer. En video viser, hvordan han bliver anholdt i Tyrkiet.

En 45-årig dansk statsborger, der mistænkes for at være soldat for terrororganisationen Islamisk Stat, er natten til lørdag blevet anholdt i den tyrkiske provins Adana.

Det bekræfter Udenrigsministeriet og den svenske efterretningstjeneste, Säpo, overfor TV 2.

- Som i andre sager med tilbageholdte i udlandet vil udenrigsministeriet via ambassaden i Ankara tilbyde konsulær bistand. Der er tale om en personsag. Udenrigsministeriet er derfor underlagt tavshedspligt og kan ikke give yderligere oplysninger i sagen, oplyser ministeriet til TV 2.

Ifølge den tyrkiske avis Yeni Alanya og nyhedsbureauet AP er der tale om en 45-årig mand med libanesiske rødder, som var i gang med at planlægge et terrorangreb et sted i Europa.

Den danske statsborger skulle angiveligt have rejst til Syrien med en svensker med irakisk baggrund for at modtage træning i at håndtere våben og sprængstoffer.

Den svenske efterretningstjeneste bekræfter også, at en svensk statsborger er blevet anholdt i Tyrkiet den 10. januar.

Videoen øverst er verificeret og viser anholdelsen af danskeren og svenskeren.

Politiet har afhørt de mistænke

De to mænd er angiveligt blevet afhørt af tyrkisk politi de seneste ti dage og nægter sig begge skyldige i anklagerne om, at de var i færd med at planlægge et terrorangreb for Islamisk Stat. Det skriver det tyrkiske medie Hürriyet.

Flere tyrkiske medier bringer dette billede af hvad det menes at være de to mistænkte. Det har ikke været muligt for TV 2 at verificere billedets oprindelse.

Det var svenskerens kone, der kontaktede de svenske myndigheder. Hun var bekymret, fordi hendes mand i 2014 rejste til Syrien for at tilslutte sig til netop Islamisk Stat.

Manden tog angiveligt parrets to døtre med. Hustruen fulgte også med til Tyrkiet, men hun ville ikke videre med til Syrien.

UM samarbejder med ambassade i Ankara

Politiets Efterretningstjeneste, PET, oplyser til TV 2, at man på nuværende tidspunkt ikke har nogen kommentarer til sagen.

Vagthavende ved Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser, at ministeriet er bekendt med, at en formodet dansk statsborger er anholdt i Tyrkiet.

- Vi samarbejder med ambassaden i Ankara for at identificere manden. Det er begrænset, hvad vi kan sige, men i så fald der er tale om en dansk statsborger, yder vi konsulær bistand, oplyser man til TV 2.