Kilder til TV 2: Offer for brandbombe var i strid med mange
Den 16-årige afghanske dreng, som mandag blev angrebet med en brandbombe i Ry, har i årevis selv været provokerende og voldelig, siger tidligere elev.
Det fortæller Peter Adamsen, der er tidligere elevrådsformand på Mølleskolen i Ry, efter den 16-årige afghanske drengs storebror stod frem på TV 2 og fortalte, at hans lillebror i årevis var blevet udsat for 'grov mobning'.
Ifølge den tidligere elevrådsformand har den 16-årige afghanske dreng gentagne gange har været involveret i konflikter på skolen.
- Det var alment kendt på skolen, at han var voldelig og truede eleverne. Jeg har ikke gået i klasse med ham, men et par årgange over. Når man mødte ham på gangen, vidste man aldrig, om man fik et slag i baghovedet eller gik fri denne gang. Jeg har selv fået et par på hovedet af ham, fortæller 18-årige Peter Adamsen til TV 2.
Elever på skolen har også været voldelige overfor den afghanske dreng. For to år siden tog en 15-årig dreng kvælertag på den afghanske dreng og truede ham på livet. Det fik den 15-årige senere 40 dages betinget fængsel for.
Storebroren til den 16-årige fortalte til TV 2, at hans lillebror blev drillet.
- Jeg havde hørt, at de skubber ham og mobber ham og er meget grove. Men jeg havde ikke forventet, at nogen var ude på at slå ham ihjel, sagde Mohammad Akbari.
- Voldelig adfærd berettiger ikke angreb
Peter Adamsen understreger, at den 16-årige drengs voldelige og provokerende adfærd ikke berettiger de fire drengens angreb mandag aften, som de nu er blevet sigtet og fængslet for.
Han mener, at ledelsen på Mølleskolen langt tidligere skulle have taget hånd om den 16-årige afghanske dreng, så problemerne var blevet løst i tide.
- I min tid som elevrådsformand gjorde jeg selv flere gange ledelsen opmærksom på problemet – uden at der skete noget. Eleverne var bange for ham, og jeg har selv oplevet, at han har trukket bukserne af piger og kaldt dem ludere. Det havde været bortvisningsgrund for andre elever. Han skulle have skiftet skole, så han kunne få en frisk start – i stedet for at være fastholdt i sit voldelige image, lyder det fra Peter Adamsen.
Vil tegne et mere nuanceret billede
Når han står frem nu, er det for at tegne et mere nuanceret billede, end det der de seneste par dage har præget medierne, som han selv udtrykker det.
- Det her har intet med hudfarve at gøre. Han (den 16-årige, red.) er ikke bare et uskyldigt offer for racisme. Han har altid været i centrum for konflikter og ballade på skolen. Det kulminerede så mandag på en helt utilgivelig måde, men det kunne være undgået, hvis han havde fået hjælp langt tidligere, siger Peter Adamsen.
Skolen: Vi har 200 A4-sider på én elev
Viceforstander på Mølleskolen i Ry, Alma S. Andersen, kan ikke genkende billedet af, at der ikke er blevet gjort tilstrækkeligt for at hjælpe den 16-årige dreng. Hun siger:
- Det er en kompliceret konflikt, som ikke kan isoleres til fem elever. Det er et dynamisk og kompliceret samspil mellem elever, forældre, lærere og ledelse, og der findes ikke én sandhed. Vi har 200 A4-sider med mål, handlingsplaner og ugentlige opfølgninger omkring én af de implicerede. Det har været fremme, at vi skulle være blevet advaret. Det kan jeg ikke genkende. Vi har fået en anonym henvendelse, som sviner en afdelingsleder til og som er svær at finde hoved og hale i. Ellers har vi ikke hørt noget, siger Alma S. Andersen.
Halbestyrer: Det måtte ende galt
Jens Szabo, der er halbestyrer i Ry Hallerne - hvor angrebet mandag fandt sted - og medlem af byrådet i Skanderborg for Venstre, siger i dag til TV 2:
- Den her konflikt mellem den 16-årige og en gruppe drenge har stået på i årevis. Det måtte ende galt. Vi skal nu have fuld klarhed over, hvad der er sket, så den her tragiske hændelse ikke gentager sig.
Borgmester vil have udredning
Skanderborg Kommune har sat en udredning i gang, der hurtigt skal afdække forholdene på skolen, og borgmester Jørgen Gaarde fortalte i går TV 2, at kommunen har bestilt en redegørelse for baggrunden:
- Hvad har kommunens indsats været, hvad er der sket og hvornår? Det ønsker vi at få et billede af, siger borgmesteren.
- Personligt har jeg det som alle andre, at jeg bliver forfærdet. Det er svært at begribe, men det er den proces, som man er i gang med som borger i Ry men allermest som familie og skolekammerater og ansatte. Sagen egner sig ikke til at have faste konklusioner på forhånd. Det er så overraskende og anderledes, at man er nødt til at bruge tid på at forstå det, lød det fra Jørgen Gaarde.
TV 2 har i dag været i kontakt med den afghanske familie, men de ønsker ikke at udtale sig yderligere i sagen.