Krimi

Drab på gravide Louise: Dykkere finkæmmer sø i Herlev

Tirsdagens eftersøgning gav ikke noget resultat, og dermed mangler politiet fortsat gerningsmand og gerningsvåben.

Politi og dykkere har tirsdag finkæmmet en lille sø i Hospitalsparken i Herlev i forsøget på at finde det våben, der blev brugt til at dræbe gravide Louise Borglit den 4. november.

Det fortæller politikommissær Ole Nielsen fra Københavns Vestegns Politi til TV 2.

- Vi har søgt parken igennem med hunde over de seneste to dage, og i dag har vi haft dykkerne nede i søen. Vi har ikke fundet gerningsvåbnet, siger Ole Nielsen.

Udvider eftersøgningsområdet

32-årige Louise Borglit blev stukket ihjel under en gåtur i Elverparken i Herlev om aftenen fredag den 4. november.

Siden har politiet forgæves ledt efter gerningsmand og gerningsvåben, men det er ikke er et nyt tip, der har ført til, at Hospitalsparken de seneste dage er blevet gennemsøgt.

- Vi har udvidet eftersøgningen gradvist. Det har vi på baggrund af, at der er noget i vores efterforskning, som indikerer, at gerningsmanden kan være forsvundet i den retning, siger Ole Nielsen.

Ikke kommet tættere på opklaring

Politiet har fortsat ingen mistænkte i sagen, men har tidligere sagt, at det kan være en psykisk syg, der står bag.

For at finde ud af, om den teori holder, er det dog vigtigt at finde gerningsvåbnet, som politiet mener, er en kniv.

Det lykkedes ikke i Hospitalsparken, og derfor er der stadig lang vej igen, før sagen er opklaret, erkender Ole Nielsen.

- Nu er der endnu en side i bogen, vi kan lukke, men vi er ikke kommet tættere et drabsvåben eller gerningsmand med det her efterforskningsskridt, siger Ole Nielsen.