Krimi

Seks formodede syrienkrigere skal blive bag tremmer

Retten på Frederiksberg har afgjort, at seks mænd, mistænkt for at have kæmpet for IS, skal blive i fængsel.

Seks mistænkte syrienkrigere skal blive i deres celler i hvert fald frem til 6. marts.

Det har en dommer besluttet mandag ved Retten på Frederiksberg, oplyser senioranklager Sonja Hedegaard fra Københavns Politi.

De unge mænd er sigtet og varetægtsfængslet for at have ladet sig hverve af den militante gruppe Islamisk Stat. De er i alderen 20 til 29 år.

Tilslutning til Islamisk Stat

Til grund for fængslingen ligger en mistanke om, at de unge mænd i mindst ét tilfælde har været i Syrien. Og her har de tilsluttet sig Islamisk Stat, lyder det i sigtelserne.

Fire ud af de seks gik frivilligt med til at forblive varetægtsfængslet, fortæller Sonja Hedegaard.

Anklagemyndigheden regner Islamisk Stat som en terrorgruppe. Derfor er det ifølge straffelovens terrorbestemmelser også ulovligt at lade sig hverve af den militante gruppe.

Fem af de unge mænd blev anholdt tilbage i april sidste år. Den sjette blev anholdt og fængslet først på sommeren.

Ved et grundlovsforhør i april blev yderligere en person fremstillet med krav om fængsling. Han blev siden løsladt, men er fortsat sigtet.

Flere mistænkte i udlandet

Ud over de i alt syv nævnte har politiet rettet sin mistanke mod fire andre mænd i sagen.

Myndighederne er ret sikre på, at de befinder sig i udlandet.

Der er tidligere afsagt kendelse om, at der er grundlag for at frihedsberøve de fire mænd, hvis de vel at mærke bliver pågrebet.

I en anden sag blev en 24-årig dansktyrker i sommer netop dømt for at lade sig hverve af Islamisk Stat og for økonomisk støtte til terror. Straffen mod ham lød på syv års fængsel.

Den dom er dog anket til Østre Landsret.