Krimi

Her uddelte politiet syv fartbøder i minuttet: Se skiltningen fra bilisternes synspunkt

Var skiltningen god nok eller for dårlig? Det spørgsmål skal Lyngby Byret nu tage stilling til, efter tusindvis blev fanget af politiets fotofælde.

Politiets fotovogne var på hidsigt overarbejde i sommeren 2015. Særlig vildt gik det for sig på Helsingørmotorvejen, hvor 2.551 trafikanter bidrog til en sand bøderegn over tre dage.

Den 28., 29. og 30. juli var et kort stykke på Helsingørmotorvejen ved Vedbæk sat ned til 50 kilometer i timen, fordi vejarbejderne skulle arbejde tæt på bilerne. Normalt lå hastighedsbegrænsningen på 80 km/t.

Den nedsatte fart kom tilsyneladende bag på flere bilister, der helt missede den elektroniske farttavle. Og set fra bilisternes synspunkt, havde politiet desværre stillet en fotofælde op cirka 200 meter efter den elektroniske lystavle. Om formiddagen den 29. juli fangede politiets fotovogn 402 på én time. Det svarer til næsten syv fartbøder i minuttet.

Billedet her viser, hvordan skiltet så ud inde fra en bil. Øverst i artiklen kan du se en video fra motorvejen, der viser, hvordan skiltingen var på den pågældende strækning.

Sådan ser det ud fra bilen, når man når skiltningen ved 50 km/t-strækningen.

En af dem, der blev blev blitzet, er 70-årige Jean Mayer, der var på vej på arbejde.

- Jeg har kørt på Helsingørmotorvejen i mange år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende.

- Jeg kørte min sædvanlige vej til Cowi i Lyngby. Pludselig bliver jeg blitzet af et kamera. Jeg tænkte med det samme: den fartregulering var ikke tydelig nok, siger han.

Sidst Jean Mayer fik en fartbøde var for over 30 år siden, da han boede i Schweiz. Han sætter spørgsmålstegn ved, om den elektroniske hastighedstavle viste korrekt, hvilket andre bilister også har givet udtryk for til TV 2. En påstand der dog ikke kan dokumenteres.  

En lignende sag udspillede sig sidste år på Lyngby Omfartsvej. Over 14 såkaldte ’fotodage’ i maj og juni blitzede politiet 5.378. Også her klagede bilisterne over ringe skiltning.

- Ganske rigtig var der vejarbejde, og hastigheden var sat ned fra 90 til 70 kilometer i timen. Men jeg så aldrig noget skilt med 50 kilometer i timen, forklarer IT-konsulent Bjarne Dollerup.

Nu begynder fartbøde-retssag

Skybruddet af fartbøder satte en bølge i gang af vrede hos bilisterne. Poul Bach fra AB Advokater i Birkerød repræsenterer cirka 170 trafikanter i retten. Alle har fået en betinget frakendelse af kørekortet og skal op til en ny køreprøve. Advokat Poul Bach mener, de har en god sag.

- Der er kun skiltet én gang. Den morgen på Helsingørmotorvejen kom folk kørende i lange rækker af trafik, hvor man har været vant til at må køre 80 km/t hele strækningen. Og så kommer der ét skilt, der viser 50 kilometer i timen. Og så er det, at alle bliver klippet og blitzet, forklarer advokat Poul Bach.

Han mener også, at flere bilister havde fokus på motorvejens forløb, da der var vejarbejde og gule skilte. Forude drejede vejen sig. Derfor var et enkelt skilt ikke tilstrækkelig ifølge Poul Bach.

Fartkontrol 29. juli 2015 formiddag

Hverken Nordsjællands Politis anklagemyndighed eller Vejdirektoratet har ønsket at udtale sig til TV 2.

- Det er rigtigt, at 2551 bilister blev blitzet, men der var 16.634, der kørte efter reglerne den 29. juli, hvor fotovognen registrerede 17.185 biler på godt og vel 10 timer. 85,2 procent af bilisterne kunne altså godt læse skiltene, påpeger Rikke Hald fra Nordsjællands Politi overfor Frederiksborg Amts Avis.

Men de tal stiller Poul Bach spørgsmålstegn ved.

- Hvordan har de talt det? Og hvor mange gange kan en fotovogn blitze i timen. Hvor mange timer har de holdt der? Hvilke dage har man holdt der. Det vil jeg gerne vide. Jeg tror ikke på det tal. Det er selvfølgelig fint for politiets statistik og for deres sag. Det ser det jo fint ud, at de kan sige det, men sådan hænger tingene jo ikke sammen, siger Poul Bach.

15 millioner i statskassen

Politiets arbejde gav mindst 15 millioner ekstra kroner i statskassen. Kritikken fra bilisterne har blandt andet været, at politiets arbejder lugter af ’pengekasse-tænkning’ og måltal. Kontrollen har mere fungeret som rene fælder. Men tilbage i juli 2015 afviste politiet den påstand.

- Vi er her ikke på grund af pengene. Vi er her for at beskytte liv. Vi har fået en henvendelse fra firmaet bag vejarbejdet her på motorvejen. Arbejderne har flere gange måtte springe for livet, fordi folk kører alt for stærkt. Senest var det en lastbil, der kørte så hurtigt, at nogle materialer fløj af ladet og var tæt på at ramme vejarbejderne, sagde politiassistent Kim Sørensen i juli 2015 til Frederiksborg Amts Avis.

Hvis retssagen falder ud til bilisternes fordel, så kan den få betydning for alle 7.929 bilister, der har modtaget en fartbøde. Der falder tidligst dom i sagen den 3. februar.

Sådan så det ud inde i politiets fotovogn den 28. juli 2015, da de kontrollerede bilisterne på Helsingørmotorvejen.

Materiale fra Frederiksborg Amts Avis