Krimi

Ung mand død efter knivstik

En ung mand er død efter at være blevet stukket med en kniv i det vestlige Aarhus onsdag aften.

En ung mand har mistet livet, efter at han onsdag aften blev stukket ned på Ryhavevej i det vestlige Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi. Der er tale om en 27-årig mand, hvis pårørende er blevet underrettet.

Politiet modtog anmeldelsen om overfaldet 19.30 onsdag aften, og den unge mand blev efterfølgende kørt med ambulance til sygehuset. 

Her afgik han senere ved døden, oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Per Bennekov.

Østjyllands Politi har torsdag eftermiddag sigtet en 20-årig mand for manddrab, og han er efter et grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Vidner efterlyses

Selvom én person nu er varetægtsfængslet, beder politiet stadig om hjælp til at få identificeret de resterende personer, hvoraf to flygtede fra gerningsstedet.

De to personer, som politiet har udsendt signalement på, beskrives som følgende.

Den ene er 18-19 år, har anden etnisk baggrund, er 175-180 centimeter høj og var iført sort Peak Performance-jakke, mørke bukser og hætte onsdag aften. 

Den anden person, som politiet leder efter, menes at være 155-170 centimeter høj og af anden etnisk herkomst. 

Vidner, som har informationer om knivstikkeriet eller opholdt sig i nærheden af gerningsstedet Ryhavevej ud for nummer syv bedes kontakte politiet på telefon 114.