Krimi

Fem års fængsel og bøde på 25 millioner til ejer af slikfirma

Sådan så sliklageret i Slagelse ud, da Fødevarestyrelsen fik kendskab til det i 2014. Nu er firmaet blevet dømt for moms- og afgiftsvindel. TV Øst

Retten har blandt andet lagt afgørende vægt på de fund, som der blev gjort på den dømtes adresse og hans lager, da de blev ransaget i 2015.

Den tiltalte i sliksagen fra Slagelse, den 45-årige Mouhamed Aboutaka, er blevet fundet skyldig i alle anklager, skriver TV Øst.  Det betyder, at han er fundet skyldig i svindel for cirka 37 millioner kroner.

Manden skal fem år i fængsel og betale en bøde på 25 millioner kroner. Hans forsvarer meddeler, at dommen bliver anket.

Den dømte har ikke på tilfredsstillende bevis kunne forklare sig ud af de fund, siger dommeren.

Manden, der ejer slikfirmaet Slikparadiset i Slagelse, var tiltalt for at have snydt statskassen for 36 millioner kroner i moms og slikafgift. Slik i tonsvis blev leveret til hans adresse, selvom andre firmaer stod på fakturaerne.

Fik leveret næsten 200 ton slik

Ifølge specialanklager Søren Martin Jensen blev der i 2012 leveret hele 196 ton slik til Slikparadiset, som var købt af Bertrams Express & Montage. Og Bertrams Express & Montage har ikke betalt en krone i afgift.

Anklagemyndigheden mener, at fem selskaber har deltaget i svindlen. Ejerens eget selskab, Slikparadiset, er ikke et af dem. Men anklagemyndigheden mener, at den 45-årige reelt har været leder af de fem selskaber.

Det afviste manden, som også står bag flere slikbutikker i hele landet, dog ved et retsmøde i sidste uge.

Ifølge ejeren så hjalp han bare en ven, direktøren i firmaet Bertrams Express & Montage, med lagerfaciliteter. Det var Bertrams Express & Montage, som på fakturaerne stod som køber af slikket.

- Han har et lager selv, men der er ikke nogen lift. Det var kun et par gange, han kom til mig. Det var ikke mange gange, fortalte den 45-årige slikimportør tirsdag i retten.

Fund af rottelort

Myndighederne fik første gang kendskab til Slikparadiset for to år siden - i november 2014 - da Fødevarestyrelsen undersøgte lageret og fandt rotteekskrementer på de mange kasser med slik. Sagen begyndte for alvor at rulle i januar 2015. Her ransagede Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi igen lageret i Slagelse, hvor de fandt tonsvis af slik.

På de emballerede varer blev der igen fundet rottelort, fortalte politiet dengang. Ritzau har i øvrigt tidligere fået oplyst, at ejeren fik udleveret det beslaglagte slik igen og fik rengjort emballagen.

Retten har allerede ved sagens begyndelse tilkendegivet, at man anser sagen som meget alvorlig. Det skete i forbindelse med et krav om navneforbud fra ejerens side.

- Der bliver ikke nedlagt navneforbud. Det er en sag af relativ stor grovhed og af samfundsmæssig betydning. Det taler ifølge retsplejeloven mod nedlæggelse af navneforbud, lød det fra retsformand Bo Rasmussen.