Se kortet: Politiet blokerer gader for at forhindre nytårsangreb

Der vil være politi på gaden og afspærringer omkring Rådhuspladsen nytårsaften. Trafikken bliver udfordret.

Har du planer om at hoppe ind i det nye år i det indre København, vil du opleve mere politi på gaden og flere afspærringer - særligt omkring Rådhuspladsen.

Nytårsaften iværksætter Københavns Politi en række tiltag på baggrund af den generelle, alvorlige trussel mod Danmark og efter angrebet mod et julemarked i Berlin 19. december.

- De politioperative tiltag iværksættes for at sikre, at flest mulige mennesker kan få en tryg og festlig nytårsaften i København, siger den operationsansvarlige, politiinspektør Jens Jespersen, Københavns Politi.

Bustrafikken påvirkes

På Rådhuspladsen samles der traditionelt mange mennesker omkring midnat nytårsaften. Derfor bliver det ikke muligt at passere pladsen og visse andre gader i tilknytning til pladsen i bil.

Også bustrafikken bliver påvirket af afspærringerne.

- Vi har stort fokus på at genere trafikken mindst muligt og i øvrigt give plads til, at folk kan holde en ordentlig nytårsfest, siger Jens Jespersen.

- Men de nødvendige politioperative tiltag kommer samtidig til at betyde, at vi begrænser mulighederne for kørende trafik i områder, hvor der er mange mennesker forsamlet, lyder det fra politiinspektøren.

Her opfører politiet afspærringer nytårsaften

Kontakt politiet ved mistanke

Politiet opfordrer til, at man passer på hinanden og kontakter politiet, hvis man oplever noget mistænkeligt under nytårsfejringen i København.

Ifølge Jens Jespersen er der ingen konkrete trusler mod Danmark. 

- Os bekendt er der ingen konkrete trusler. Grunden til det her er det baggrundstæppe vi har af en generel alvorlig trussel, og så er det angrebet i Berlin 19. december. Derfor vil det være useriøst af os ikke at forholde os til truslen i forhold til de mange mennesker på Rådhuspladsen nytårsnat, siger han til TV 2.

Hverken Østjyllands Politi eller Nordjyllands Politi har planer om at sætte afspærringer op i henholdsvis Aarhus og Aalborg nytårsaften, oplyser politikredsene til TV 2.

Fokus på overgreb

Også seksuelle overgreb på aftenen vil politiet holde er særligt øje med.

Onsdag sagde politiet ifølge P4 København, at betjente på vagt nytårsaften vil blive orienteret om, at de skal være særligt opmærksomme på overgreb og krænkelser.

Det sker som følge af sidste nytårsaften i den tyske by Köln, hvor mange kvinder anmeldte, at de var blevet seksuelt forulempet og bestjålet ved banegården.

- Det er klart noget, der er øget fokus på, efter det der er sket ude i Europa, sagde vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Henrik Møller Jacobsen.