Lighunde afsøger vandhul efter fund af lig

I samarbejde med TV2 ØST

Politiets lighunde har gennemsøgt et vandhul i Borup, efter der juleaftensdag blev fundet et lig i området.

Opdatering: Søndag aften har det vist sig, at det fundne lig var Emilie Meng, der har været forsvundet siden juli.

Juleaftensdag omkring klokken 16.00 fik politiet en anmeldelse om, at der var fundet et lig ved et vandhul i Borup nær Roskilde.

Lige siden har politiet ifølge TV ØSTs oplysninger arbejdet på stedet.

Og 1. juledag er politiet stadig massivt til stede, hvor der er blevet sendt otte lighunde ud for at gennemsøge området i håb om at finde spor.

Området består af flere vandhuller og bække, der ligger spredt over et større areal. Området bliver flittigt brugt af campere og hundeluftere.

Ligget flere måneder i vandet

I en pressemeddelelse fortæller politiet, at man på nuværende tidspunkt forsøger at finde frem til identiteten på den afdøde person via en gennemgang af de personer, som politiet har registreret som forsvundne.

- Vi undersøger i øjeblikket, hvad politiet har af efterlysninger, der evt. kan passe på fundet af den afdøde, lyder det i pressemeddelelsen.

Politiets oplyser videre, at liget har ligget flere måneder i vandet, og derfor kan man fra politiets side ikke sige særlig meget om sagen på nuværende tidspunkt. Politiet kan end ikke oplyse, hvilket køn der er tale om, fordi liget er så medtaget.

Liget er kørt til nærmere undersøgelse på Retsmedicinsk Institut.