Korsør i sorg: Hundredevis har ledt efter Emilie Meng

Borgerne i Korsør lægger blomster ved Korsør Station, hvor Emilie Meng forsvandt. Mange af borgerne har deltaget i eftersøgningen, som nu er ovre.

Der er lagt blomster og tændt lys.

En gruppe på godt 30 personer har samlet sig omkring det sted på Korsør Station, hvor den 17-årige Emilie Meng sidst blev set.

Søndag har de lokale fået den nedslående besked om, at liget af Emilie Meng er blevet fundet omkring 60 kilometer fra den by, hun boede i. Politiet har oplyst, at den unge pige er blevet dræbt.

I Korsør har flere hundrede af borgerne været aktive i eftersøgningen af lokalområdet siden hun forsvandt den 10. juli.

- Når sådan noget sker, så står man sammen. Det har berørt os dybt, så jeg måtte bare være med i efterforskningen, siger Rikke, som er mødt op ved stationen. 

Byen har stået sammen 

Flere af de fremmødte har selv deltaget i den civile eftersøgning, som allerede begyndte dagen efter, at Emilie Meng forsvandt. Siden har de frivillige adskillige gange gennemsøgt store områder i byen og omegn for at lede efter hvad som helst, som kunne bringe dem på sporet af hende.  

- Det er meget mærkeligt at stå her, hvor der måske er sket en voldsom forbrydelse. Vi har ledt og ledt, og det var ikke sådan her, det skulle ende, siger Henriette Klinke, som er mødt op.

Hun har oplevet, at byen virkelig har stået sammen om sagen de sidste mange måneder. 

Byen har fået svar

Politiet har haft meget få spor at gå efter i sagen, og det har sat spekulationerne i gang om, hvad der var sket med Emilie Meng. Efter fundet af hendes lig juleaftensdag, har det givet dem en smule afklaring.  

- Det er godt, og det er skidt. Jeg ked af det, og jeg er vred på en eventuel gerningsmand, men på den anden side, er det godt, at man har fået vished om, at hun ikke er i live og lider, siger Benjamin Erichsen, der også er mødt op.

- Min dag er gået i sort. Man kender hende ikke, men alligevel, fordi vi har været ude og lede efter hende så mange gange, siger han.

Benjamin Erichsen er ikke i tvivl om, at hvis hun havde været i lokalområdet, så havde de mange ildsjæle fundet hende. 

- Korsør-borgerne er seje. Alle har kæmpet for at finde hende.

Mandag 2. juledag klokken 12 er en mindehøjtidelighed for Emilie Meng på Korsør Station.