Forelsket politimand dømt for at misbruge sin magt

Kvinde til fængslet mand i narkosag lokkede betjent til at sende sms'er med sexfantasier, mener retten.

En forelsket politimand idømmes onsdag 14 dages betinget fængsel af Retten i Roskilde.

Han misbrugte sin magt, da han skulle kontrollere besøg mellem en varetægtsfængslet mand i en stor narkosag og dennes hustru.

Men han frifindes for at at have sendt sms'er og fotos af seksuel karakter til kvinden. Blandt andet fik hun hans penis og bare overkrop at se.

Det var nemlig kvinden, der ifølge retten "opfordrede og lokkede" den 48-årige mand til at sende sms'er med avancerede sexfantasier.

Lokkende adfærd

Den telefon, som politimanden havde fået af Midt- og Vestsjællands Politi, kunne også bruges privat.

På grund af kvindens lokkende opførsel har han derfor ikke i denne sammenhæng misbrugt sin stilling hverken overfor hende eller arbejdsgiveren.

Men det er til gengæld sket på to andre måder, mener domsmandsretten i Roskilde.

For det første da han forlangte, at hun afleverede breve til sin fængslede mand i fysisk form, selv om de ligeså godt kunne have været sendt elektronisk.

Dette skyldtes hans forelskelse og ønske om kontakt med kvinden, vurderer retten - og siger samtidig, at dette var embedsmisbrug.

Alvorligt magtmisbrug

For det andet gik han over stregen ved at skrive "det er jo mig, der bestemmer hahaha", da hun angiveligt ønskede at få sex med sin ægtefælle under et besøg.

Den 48-årige havde ikke kompetence til at ophæve besøgskontrollen eller at give dispensation. Derfor er hans "hahaha"-besked udtryk for misbrug af stillingen.

Misbrug af magt er altid alvorligt, lyder det fra Retten i Roskilde.

Men da den tiltalte på grund af sine følelser mistede dømmekraften, er straffen på 14 dages fængsel gjort betinget.