Krimi

Tallet stiger: 13 anholdt i stor narkosag i Slagelse

En 24-årig mand er tirsdag blevet anholdt i en større narkosag i Slagelse. Dermed er i alt 13 personer anholdt i samme sag.

Endnu en person er tirsdag blevet anholdt i forbindelse med en større narkosag i Slagelse. Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi  i en pressemeddelelse

Der er tale om en 24-årig mand, som er sigtet for at aftage en større mængde amfetamin fra hovedbagmændene i sagen. Ved ransagning af den 24-åriges bobæl blev der samtidig fundet mindre mængder af både amfetamin og kokain. 

Dermed har politiet anholdt i alt 13 personer i sagen, som oprindeligt stammer fra oktober, hvor fem personer blev anholdt ved Bilka i Slagelse for besiddelse af 50 kilo amfetamin. 

Her lød meldingen fra politiet, at de havde fat i de 'helt tunge bagmænd': 

- Med de anholdelser, vi foretog i går, har vi formodentlig fået fat i nogle af de meget store aktører i den organiserede narkohandel. Og det er vores umiddelbare opfattelse, at disse bagmænd har distribueret narkotika til en større region end blot her i politikredsen, udtalte politiinspektør Kim Kliver til TV 2 tilbage i oktober. 

I forbindelse med anholdelsen i oktober fandt politiet ligeledes frem til et amfetaminlaboratorium. Her blev der fundet ingredienser til fremstilling af endnu 80 kilo amfetamin. Politiet fandt desuden et større pengebeløb. De fem personer er mellem 22 og 47 år. 

Ville befri mand fra fængslet

Der er siden foretaget anholdelser og ransagninger på forskellige lokaliteter, hvor politiet yderligere har fundet 14 kilo amfetamin, syv kilo kokain, halvanden kilo hash. Derudover fandt politiet flere skydevåben med ammunition under ransagningerne. 

Tre er de anholdte i sagen er samtidig sigtet for forsøg på at befri en varetægtsfængslet mand i Slagelse Arrest i midten af oktober. Manden blev her beskrevet som " en topaktør fra narkomiljøet" af fagforeningen Fængselsforbundet. 

Den 24-årige vil i morgen blive fremstillet i grundlovsforhør i retten i Næstved med krav om varetægtsfængsling.