Pige med bamse gik alene på motorvejen

16x9
Pigen blev fundet ved rastepladsen Ustrup Øst Foto: TV 2

Politiet har mandag samlet en pige op, der gik i nødsporet på Sønderjyske Motorvej.

- Barn med bamse i hånden går på Den Sønderjyske motorvej.

Sådan lød den overraskende advarsel fra Syd- og Sønderjyllands Politi, da de mandag ved middagstid blev kimet ned af bilister, der knap nok kunne tro deres egne øjne. For i nødsporet gik en pige med en bamse i hånden.

- Vi har haft en hel del bilister, som har ringet ind. Men vi har netop samlet hende op og skal nu finde ud af, hvem hun er, og aflevere hende til hendes forældre, siger vagtchef Søren Strægaard til TV 2.

I første omgang vurderede Syd- og Sønderjyllands Politi, at pigen var omkring 10 år gammel. Nu viser det sig imidlertid, at der er tale om en 14-årig pige fra en institution i Haderslev. Pigen er nu tilbage på institutionen, oplyser politiet på Twitter.