Krimi

Inden drabet på politimanden Jesper Jul: Derfor afhørte politiet ikke den mistænktes mor

Politiet ville undgå at advare den formodede gerningsmand.

Politiet gentog torsdag over middag, at vagtchefen tog den rigtige beslutning mandag aften, da politiet fik en anmeldelse fra Rødovre Skytteforening om, at de havde fået stjålet en pistol.

Det skete ved en pressebriefing foran politigården i Albertslund.

Dagen efter tyveriet blev den 43-årige politibetjent Jesper Jul skudt foran samme politigård.

Havde truet politiet tidligere

Den 26-årige mand, der er mistænkt for at stjæle pistolen fra Rødovre Skytteforening, blev onsdag varetægtsfængslet, mistænkt for at skyde betjenten, der onsdag eftermiddag afgik ved døden.

Mandag aften pegede skytteforeningen ellers på den 26-årige som formodet gerningsmand til tyveriet. Og da vagtchefen slog personen op, kunne han se, at den 26-årige fire år tidligere havde været inde på politistationen og true med en hard ball-pistol.

Det fremgik af pressebriefingen ved Mogens Lauridsen, der er politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi.

Alligevel vurderede vagtchefen mandag aften, at politiet ikke skulle tage ud til mandens hjem.

Samme aften havde anmelderen fra Rødovre Skytteforening været ude på mandens adresse, hvor han boede sammen med sin mor. Hun fortalte, at han ikke var hjemme.

Afhørte ikke mistænktes mor

Politiet plejer ifølge Mogens Lauridsen ikke at tage ud for at ransage hos gerningsmænd, der ikke er hjemme. Derfor tog politiet ikke ud for at ransage mandens hjem eller afhøre hans mor.

- Vi afhører ikke moren, for hvis vi gør det, så opnår vi lidt det samme som at ransage et hus, hvor gerningsmanden ikke er der. Det vil sige, så advarer vi ham jo. Så har han alle muligheder for at gemme våbnet, siger Mogens Lauridsen.

Hvis politiet havde gjort det, kunne moren ellers have fortalt, at hendes søn flere gange havde sagt til hende, at han ville skyde en betjent. Noget moren havde slået hen som tomme trusler.

Alligevel fastholder politiinspektøren, at vagchefen mandag handlede fornuftigt, efter de oplysninger han havde.

- Hvis vi havde vidst, at han var ude efter at skyde en politimand, hvis vi var helt sikre på det, så havde vi jo lavet, hvad vi kalder en ’manhunt’, hvor vi havde gjort alt, hvad vi kunne, for at finde ham. Der er bare ikke noget, der tænder de alarmsignaler, siger Mogens Lauridsen.

Skudepisoden i Albertslund

    1. En kaliber 22-pistol stjæles fra Rødovre Skytteforening

      Om aftenen henvender en person fra skytteforeningen sig på den formodede gerningsmands bopæl i Glostrup, hvor han bor med sin mor. Den formodede gerningsmands mor ringer til ham flere gange, og lægger en besked på telefonsvareren. Hun fortæller ham, at han skal aflevere pistolen tilbage.  

    2. Våbentyveri anmeldes

      Rødovre Skytteforening anmelder tyveri af våben. Det viser sig senere at være den sigtede, der har stjålet en kaliber 22 pistol.

      Senere på aftenen snakker den formodede gerningsmand med sin mor. Han afslutter samtalen hurtigt af frygt for at hans telefon bliver sporet. 

    3. Gerningsmand går mod politimand

      Betjent kører op ved rampen til politigården i Albertslund for at lufte sin hund. Den formodede gerningsmand kommer gående mod politibilen.

    4. Skyderi finder sted

      Fra en afstand på 2-3 meter afgiver gerningsmanden skud mod betjenten, der falder til jorden. To kolleger overværer det fra 20-30 meters afstand.

    5. Skyderi anmeldes

      Anmeldelse løber ind til vagthavende ved Københavns Vestegns Politi om, at en politibetjent er blevet skudt i hovedet.

    6. Den formodede gerningsmand ringer til advokat

      Overvågning af den formodede gerningsmands telefon iværksat. Han søger på forsvarsadvokat Mette Grith Stage og ringer til hende kort efter. Den går på telefonsvarer.

    7. Advokat ringer igen

      Advokatfirmaet ringer tilbage. Her går den på den formodede gerningsmands telefonsvarer. 

    8. Den formodede gerningsmand anholdes

      Den formodede gerningsmand anholdes. Han er forvirret, forpustet, træt og svedig og har sort slam på hænderne. Han undrer sig over anholdelsen og forklarer, at han blot var ude at løbe.

      I tidsrummet fra 08.19 til 08.56 har den formodede gerningsmand telefonisk kontakt til sin far, hvor han fortæller ham, at han har stjålet en pistol og gjort noget dumt.