Krimi

Dræbt betjent efterlader sig kæreste og to børn: Jesper var et godt menneske

Den 43-årige politibetjent Jesper Jul mistede livet, efter han blev skudt foran sin arbejdsplads.

Det var den 43-årige Jesper Jul, som onsdag afgik ved døden, efter han tirsdag blev skudt i hovedet ved sin arbejdsplads, politigården i Albertslund.

Udover at være politibetjent var Jesper Jul en aktiv og dygtig kampsportsudøver, der har gjort indtryk på mange mennesker.

Retten i Glostrup ophævede torsdag det navneforbud, som betød, at betjentens navn ikke måtte offentliggøres.

Jesper Jul arbejdede som hundefører ved politigården i Albertslund. Det var her, han blev skudt tirsdag morgen.

Han efterlader sig sin forlovede og to børn.

Aktiv karateudøver

Jesper Jul var i mange år aktiv karateudøver på konkurrenceplan og instruktør for unge udøvere.

Det fremgår af mindeord, som Dansk Karate Forbund har skrevet om den afdøde Jesper Jul.

- Vi kender Jesper som en engageret, loyal og ihærdig samarbejdspartner, skriver forbundet blandt andet.

Ifølge forbundet har Jesper Jul været elitekæmper og vundet medaljer, helt indtil han stoppede som konkurrenceudøver for et års tid siden.

Populær instruktør

Sideløbende med sin egen karatekarriere har han været instruktør. Allerede i en ung alder startede han som chefinstruktør i sin daværende klub, står der i mindeordene.

Jesper Jul har også været med til at grundlægge karateklubben Tatakau i Solrød på Sjælland.

- I hele sin karriere har Jesper ikke blot haft fokus på sin egen karriere, men har udviklet et stort antal elitekæmpere fra både egen og andre klubber, skriver karateforbundet.

Også Ju-Jitsu Danmark, som er en del af Dansk Judo og Ju-Jitsu Union, hylder Jesper Jul.

- Vi har i dag mistet en stor profil i dansk kampsport. Hvor er det tragisk og ufatteligt. Vi har haft fornøjelsen af Jesper blandt andet på vores sommerlejre og kurser. Din inspiration har vi med os, selvom du ikke er blandt os mere, skriver Ju-Jitsu Danmark onsdag i et opslag på Facebook.

Jesper Jul har gjort indtryk flere steder i kampsportsmiljøet.

På Facebook mindes Taifu Karate Dojo i Frederiksværk den afdøde, som har - skriver de - hjulpet klubben med at træne deres unge udøvere, som ’i den grad så op til’ Jesper Jul.

Noget lignende skrev Greve Ju-Jutsu onsdag på Facebook:

- Den politimand, der blev skudt i hovedet, var Jesper Jul, en stor karatekæmper og et utroligt menneske, som har hjulpet Greve Ju-Jutsu. Han døde i dag, og en af vores venner er gået bort.

Han er savnet

På Facebook tegner de mange opdateringer fra folk, der har kendt Jesper Jul, et billede af en meget vellidt person.

Ord som ’hjælpsom’, ’uselvisk’, ’vennernes ven’ og én, der ’aldrig giver op’, er betegnelser, der går igen i flere opdateringer.

Jesper Juls fagforening, Politiforbundet, skrev onsdag på forbundets hjemmeside, at det var en sorgens dag. Uden at nævne den afdøde betjents navn, skrev forbundet:

- Han var god kollega. En dygtig politier. Et godt menneske. Han er savnet.

En 26-årig mand er mistænkt for drabet på Jesper Jul. Han blev anholdt kort tid efter drabet. Onsdag blev han ved Retten i Glostrup varetægtsfængslet i fire uger.

Skudepisoden i Albertslund

    1. En kaliber 22-pistol stjæles fra Rødovre Skytteforening

      Om aftenen henvender en person fra skytteforeningen sig på den formodede gerningsmands bopæl i Glostrup, hvor han bor med sin mor. Den formodede gerningsmands mor ringer til ham flere gange, og lægger en besked på telefonsvareren. Hun fortæller ham, at han skal aflevere pistolen tilbage.  

    2. Våbentyveri anmeldes

      Rødovre Skytteforening anmelder tyveri af våben. Det viser sig senere at være den sigtede, der har stjålet en kaliber 22 pistol.

      Senere på aftenen snakker den formodede gerningsmand med sin mor. Han afslutter samtalen hurtigt af frygt for at hans telefon bliver sporet. 

    3. Gerningsmand går mod politimand

      Betjent kører op ved rampen til politigården i Albertslund for at lufte sin hund. Den formodede gerningsmand kommer gående mod politibilen.

    4. Skyderi finder sted

      Fra en afstand på 2-3 meter afgiver gerningsmanden skud mod betjenten, der falder til jorden. To kolleger overværer det fra 20-30 meters afstand.

    5. Skyderi anmeldes

      Anmeldelse løber ind til vagthavende ved Københavns Vestegns Politi om, at en politibetjent er blevet skudt i hovedet.

    6. Den formodede gerningsmand ringer til advokat

      Overvågning af den formodede gerningsmands telefon iværksat. Han søger på forsvarsadvokat Mette Grith Stage og ringer til hende kort efter. Den går på telefonsvarer.

    7. Advokat ringer igen

      Advokatfirmaet ringer tilbage. Her går den på den formodede gerningsmands telefonsvarer. 

    8. Den formodede gerningsmand anholdes

      Den formodede gerningsmand anholdes. Han er forvirret, forpustet, træt og svedig og har sort slam på hænderne. Han undrer sig over anholdelsen og forklarer, at han blot var ude at løbe.

      I tidsrummet fra 08.19 til 08.56 har den formodede gerningsmand telefonisk kontakt til sin far, hvor han fortæller ham, at han har stjålet en pistol og gjort noget dumt.