Krimi

Skudepisoden mod politimand minut for minut: Formodet gerningsmand ringede til advokat

Fra tyveri af våben til anholdelsen af den formodede gerningsmand. Få overblikket over skudepisoden i Albertslund.

Den 26-årige mand, som er mistænkt for at have skudt en politibetjent på klos hold, blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for drabsforsøg og overtrædelse af våbenloven. Han er varetægtsfængslet i fire uger og skal mentalundersøges under indlæggelse.  

Det slog dommeren onsdag fast i Retten i Glostrup. Selv nægter den 26-årige sig skyldig. Samtidig understregede han under grundlovsforhøret, at han ikke ønskede at udtale sig i sagen. Det fortæller TV 2's Janni Pedersen, som befandt sig i retten under retsmødet. 

På baggrund af dagens grundlovsforhør ved vi nu følgende fra tiden omkring skudepisoden i Albertslund - fra mandag aften til den 26-årige sigtede blev anholdt klokken 08.56 tirsdag morgen: 

Skudepisoden i Albertslund

    1. En kaliber 22-pistol stjæles fra Rødovre Skytteforening

      Om aftenen henvender en person fra skytteforeningen sig på den formodede gerningsmands bopæl i Glostrup, hvor han bor med sin mor. Den formodede gerningsmands mor ringer til ham flere gange, og lægger en besked på telefonsvareren. Hun fortæller ham, at han skal aflevere pistolen tilbage.  

    2. Våbentyveri anmeldes

      Rødovre Skytteforening anmelder tyveri af våben. Det viser sig senere at være den sigtede, der har stjålet en kaliber 22 pistol.

      Senere på aftenen snakker den formodede gerningsmand med sin mor. Han afslutter samtalen hurtigt af frygt for at hans telefon bliver sporet. 

    3. Gerningsmand går mod politimand

      Betjent kører op ved rampen til politigården i Albertslund for at lufte sin hund. Den formodede gerningsmand kommer gående mod politibilen.

    4. Skyderi finder sted

      Fra en afstand på 2-3 meter afgiver gerningsmanden skud mod betjenten, der falder til jorden. To kolleger overværer det fra 20-30 meters afstand.

    5. Skyderi anmeldes

      Anmeldelse løber ind til vagthavende ved Københavns Vestegns Politi om, at en politibetjent er blevet skudt i hovedet.

    6. Den formodede gerningsmand ringer til advokat

      Overvågning af den formodede gerningsmands telefon iværksat. Han søger på forsvarsadvokat Mette Grith Stage og ringer til hende kort efter. Den går på telefonsvarer.

    7. Advokat ringer igen

      Advokatfirmaet ringer tilbage. Her går den på den formodede gerningsmands telefonsvarer. 

    8. Den formodede gerningsmand anholdes

      Den formodede gerningsmand anholdes. Han er forvirret, forpustet, træt og svedig og har sort slam på hænderne. Han undrer sig over anholdelsen og forklarer, at han blot var ude at løbe.

      I tidsrummet fra 08.19 til 08.56 har den formodede gerningsmand telefonisk kontakt til sin far, hvor han fortæller ham, at han har stjålet en pistol og gjort noget dumt.