Familien til den dræbte politibetjent har også været forbi.
Siden det i eftermiddags kom frem, at den 43-årige politibetjent, der tirsdag blev skudt i hovedet, er død, er mange strømmet til politigården i Albertslund for at sørge.
Det fortæller TV 2s reporter Janni Pedersen fra Albertslund onsdag aften.
- Folk er kommet i en lind strøm og har lagt blomster og tændt lys. Der er rigtig mange af hans kollegaer, der står. Det er et sjældent og rørende syn at se så mange betjente være så kede af det, siger Janni Pedersen og tilføjer:
- Alle politibetjentene giver hinanden en kæmpe krammer.
Blev skudt på klos hold
Den 43-årige betjent var hundefører ved Københavns Vestegns Politi og blev skudt på klos hold tirsdag morgen, da han stod ude foran politigården i Albertslund.
Han blev efterfølgende bragt til Rigshospitalet, hvor han blev opereret dagen igennem. Desværre sad kuglen i baghovedet, og under operationen steg trykket i hovedet.
Sørgende foran politigården i Albertslund. Foto: Martin Sylvest / Scanpix Denmark
Betjenten var først på dagen tirsdag meldt uden for livsfare, men omkring klokken 18 meddelte Københavns Vestegns Politi, at tilstanden var forværret, og at han var i livsfare.
Onsdag klokken 14.18 afgik han ved døden på Rigshospitalet, med sine pårørende omkring sig.
Der er masser af lys foran politigården. Foto: Martin Sylvest / Scanpix Denmark
Familien har været forbi
Janni Pedersen fortæller, at der foruden blomster og lys også ligger flere breve.
I et af dem står der: Kære politimand, jeg kendte dig ikke, men jeg er så ked af, at du skulle miste arbejdet, når du var sat til at passe på os.
- Det er meget rørende. Hans familie har også været forbi nærmest opløst i gråd, siger Janni Pedersen.
Blomster og lys foran politigården. Foto: Martin Sylvest / Scanpix Denmark
Formodet gerningsmand hadede politiet
Den formodede gerningsmand er en 26-årig mand med psykiske problemer.
Han blev onsdag varetægtsfængslet frem til 4. januar sigtet for forsøg på manddrab. Han nægter sig skyldig. Sigtelsen vil med dødsfaldet ændrer sig til manddrab.
Den sigtedes mor har afgivet forklaring i sagen, og hun har fortalt, at den 26-årige har et mangeårigt had til systemet - og især politiet.
Hun har sagt, at den formodede gerningsmand har været gal på politiet, siden hun for syv år siden blev udsat for et færdselsuheld. Efterfølgende havde han flere vredesudbrud over den behandling, som moren fik af systemet. Og han var især vred på politiet.
Det har tidligere fået ham til at angribe en politistation med et hardball-gevær.
I perioden op til skyderiet tirsdag har der ligget noget og ulmet i den 26-årige, har moren forklaret. Flere gange har den 26-årige udtrykt, at han ville skyde nogle betjente. Hun troede dog, at det var tomme trusler.
Det er første gang siden 1995, at en politibetjent bliver skudt og dræbt i tjeneste. Se mere her.
Tidslinje: Skyderier mod betjente i tjeneste hos det danske politi
2016
Politibetjent dræbt af skud i Albertslund
En politibetjent blev skudt foran politigården i Albertslund den 6. december. Foto: Martin Sylvest / Scanpix Denmark
Det var formentlig en 26-årig psykisk syg mand, der affyrede skudet. Manden er varetægtsfængslet sigtet for manddrab.
Gerningsvåbnet var formentlig en pistiol, som den 26-årige mand stjal fra Rødovre Skytteforening den 5. december. Skytteforeningen forsøgte forgæves at få fat på manden og anmeldte tyveriet til politiet. Her var vurderingen dog, at det kunne vente til tirsdag morgen med at finde ham.
Inden han blev fundet, nåede han dog at affyre det dræbende skud tirsdag morgen.
Manden er tidligere kendte af politiet. I 2012 truede han en betjent med et hardball-gevær foran politigården i Albertslund.
Betjent dødeligt såret på Christiania
En natlig rutineaktion på Christiania endte med, at en betjent blev kritisk såret af skud i hovedet. Foto: Mathias Øgendahl / TV 2
Under en aktion på Christiania om aftenen den 31. august 2016, blev to betjente skudt af den 25-årige Mesa Hodzic, da de forsøgte at anholde ham for hashhandel. En civil og den ene betjent blev begge ramt i benet af skud og blev få dage efter udskrevet fra hospitalet, mens den anden blev alvorligt kvæstet af skud i hovedet.
Politiet ramte senere Mesa Hodzic efter en flere timer lang menneskejagt den 1. september på en adresse i Kastrup. Han blev samme dag fremstillet i grundlovsforhør in absentia sigtet for flere forsøg på manddrab og for ulovlig våbenbesiddelse, besiddelse af et skarpladt våben og besiddelse af euforiserende stoffer. Den 2. september omkom han af sine kvæstelser.
2015
Angrebet på Krudttønden og Synagogen i Krystalgade
Krudttønden efter skyderiet 14. februar 2015. Omar El-Husseins mål var ifølge politiet den svenske Muhammed-tegner Lars Vilks. Foto: Scanpix / Scanpix
Sikkerhedsvagten Dan Uzan og filminstruktøren Finn Nørgaard blev dræbt og seks betjente sårede, da 22-årige Omar El-Hussein den 14. februar 2015 angreb først Kulturhuset Krudttønden og den 15. februar den jødiske synagoge i Krystalgade i indre København.
Omar El-Hussein brugte et stjålet automatvåben ved Krudttønden og en pistol ved synagogen. Han blev skudt og dræbt under en skudveksling med politiet, da han flygtede fra gerningsstedet.
2013
PET-betjent skudt i narkodrama
Politiet satte efter gerningsmændene i speedbåd, og det har her skudvekslingen foregik. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark
En betjent fra Aktionsstyrken, som hører under PET, blev hårdt såret under en aktion i Ålbæk i Nordjylland den 6. januar 2013.
Betjentene ventede på tre formodede narkosmuglere, der kom i en båd fra Norge. Da smuglerne forsøgte at flygte, sejlede politiet efter, hvilket resultede i en skudveksling, hvor betjenten fik et skud gennem lysken.
Betjentene skød igen og dræbte den ene mistænkte og sårede en anden.
2009
Angreb politi med sabel og pistol
Hele episoden skete på Bodega Hjorten på Kronborggade. Foto: Teitur Jonasson / Scanpix
En psykisk syg mand satte sig i modværge på Kronborggade på Nørrebro den 10. marts 2009, da han skulle tvangsindlægges.
Manden, som var krigsveteran, angreb to betjente med en sabel og fik fat i den ene betjents tjenestepistol, før den anden betjent skød tre skud som dræbte manden.
Gerningsmanden nåede at ramme betjentene flere steder på deres ansigter og hoved med sablen, men begge betjente var i en stabil tilstand, da de kom til hospitalet.
Skuddrama på Nørrebro
Politet mistænkte to unge mænd, som vidner havde set forsvinde i en bil i høj fart fra den nærliggende Kronborggade. Foto: Martin Sylvest Andersen / Scanpix
En betjent i civilbeklædning fik et skud gennem armen, da to gerningsmænd åbnede ild i en gyde på Jægersborggade på Nørrebro.
De to mænd brugte automatvåben og skød mere end 20 skud som udover betjenten ramte tre civile, som alle kom sig efterfølgende. De to gerningsmænd nåede at flygte på cykler.
1995
Kriminel gruppe i blodigt bankrøveri
De fire kriminelle franskmænd Eric Boucher, Pierre Bouffard, José Pericon, og Claude Boni, der begik bankrøveriet. Foto: NF / Scanpix Danmark
Betjenten Morten Mortensen fra Aarhus blev tilkaldt i forbindelse med et bankrøveri i Jyske Bank på Oddervej i Aarhus. På vejen stod røverne klar og med få skud - det ene i Morten Mortensens hjerte - døde han på stedet.
Det var fire franskmænd, der stod bag drabet, men den 27-årige Eric Boucher, der affyrede skuddet. Han blev i 2000 dømt til 25 års fængsel for drabet.
1988
Blekingegade-banden fik et liv på samvittigheden
Folk samledes for at sørge over betjenten Jesper Egtved Hansen efter han blev skudt af et medlem af Blekingegade-banden i 1988. Foto: Keld Navntoft / Scanpix Denmark
Den 3. november 1988 røvede fire medlemmer af Blekingegadebanden Postkontoret på Købmagergade. Under flugten skød og dræbte en af bandemedlemmerne den 22-årige betjent Jesper Egtved Hansen. Han blev ramt i øjet af et skud fra et oversavet jagtgevær.
Et år efter fandt politiet frem til deres tilholdssted og en lang række ulovlige våben og de blev dømt for de mange røverier, de havde begået i løbet af 1980'erne. Det var dog ikke muligt at dømme dem for mordet, da det var uklart, hvem der affyrede det dræbende skud.
1985
Skudt af bådtyv på Grønland
Drabet skete i den grønslandske by Paamiut - eller på dansk Frederikshåb - som ligger i det sydvestlige Grønland. Foto: DALUX Kort
Betjenten Ulrik Kristoffersen skal anholde en bådtyv i Frederikshåb på Grønland, da han bliver skudt af gerningsmanden.
Ulrik Kristoffersens kollega måtte også undvige flere skud, men fik selv såret, overmandet og anholdt drabsmandet.
1971
To politifolk skudt af 21-årig
Drabet skete i den lille by på Djursland, Rostved. Foto: DALUX Kort
Den 36-årige kriminalbetjent Arne Petersen blev dræbt og hans kollega såret, da han sammen med en kollega blev kørt ud til en efterforskning på Djursland den 6. juli 1971. Her ventede den unge KaJ Adam Lauersen som skød begge betjente med et jagtgevær. Efter skuddene skød han sig selv.
1965
Fire betjente dræbt af seriekriminel
Politibillede af Palle Sørensen. Foto: Scanpix Danmark
Palle Sørensen kørte den 18. september 1965 med sin makker Norman Lee Bune gennem Amager, hvor de havde røvet flere københavnske adresser.
Da en patruljevogn stoppede dem lidt før klokken fire, skød Palle Sørensen begge betjente på klods hold og fortsætte flugten med tyvekosterne.
Da bilen kort efter blev stoppet af en anden patruljevogn, skød han ligeledes mod betjentene gennem bilruderne.
Alle fire betjente døde af deres kvæstelser.
De fire drab har efterfølgende fået indflydelse på politiets fremtoning, da uniformeret politi nu som udgangspunkt skal bære våben.