Se og Hør-sagen

Dommerformand ærgrer sig: Det er en tosset udtalelse

Private holdninger til tiltalte i straffesager hører ingen steder hjemme, når man er domsmand, fastslår formanden for Dommerforeningen.

Kan man være domsmand i Se og Hør-sagen, når man samtidig mener, at blade som Se og Hør burde ”uddø”?

Det spørgsmål rejser sig, efter at en af de to domsmænd i danmarkshistoriens mest spektakulære medieretssag, Sahar Aslani, i et interview med Radio24syv har sagt, at hun er modstander af sladderblade.

Den udtalelse sår tvivl om, hvorvidt hun lyttede til beviserne i retssalen i Glostrup – eller om hun var forudindtaget.

- Det burde ikke være sagt

Og det vækker ærgrelse hos formanden for Den Danske Dommerforening, Mikael Sjöberg.

Han synes, at udtalelsen er upassende, men – tilføjer han:

- Jeg mener ikke, det har haft betydning for sagens udfald. Men det burde ikke være sagt, fordi det efterlader et forkert indtryk, siger han til TV 2 og uddyber:

- Her har der siddet en upartisk ret og truffet en afgørelse, og jeg er overbevist om, at afgørelsen er fuldstændig rigtig. Alt er gået efter bogen. Og så kommer der sådan en tosset udtalelse i et radioprogram, som kan stille spørgsmål ved det.

Det er beviserne, der tæller

Hvad man som domsmand privat mener om eksempelvis Se og Hør, hører ikke hjemme i retssalen, fastslår han.

- Her skal vi tage stilling til sagens beviser. Så kan man pakke sine holdninger sammen. De spiller aldrig nogen rolle, fordi retsformanden altid siger, at det er sagens beviser, man skal tage stilling til. Derfor efterlader bemærkningen indtrykket af, at der har været noget forplumret undervejs, og det har der overhovedet ikke, siger Mikael Sjöberg.

Ingen middagsunderholdning

Det er ifølge ham ganske sjældent, at en domsmand vælger at udtale sig offentligt om en sag, vedkommende har dømt. Domsmændene er nøje instrueret i at overholde tavshedspligten.

- De skal passe på, når de taler med venner og familie. De må selvfølgelig godt sige, at de møder i retten i den pågældende sag, men så er der altså heller ikke mere underholdning ved det middagsselskab, siger Mikael Sjöberg.

Lørdag er det endnu uvist, om sagen får konsekvenser for Sahar Aslanis fremtidige virke som domsmand.

Sahar Aslani, der har været domsmand i Se og Hør-sagen, afviser at have brudt sin tavshedspligt ved at tale om sin holdning til sladderblade og strafudmålingen i sagen i et radioprogram.