Domsmand i Se og Hør-sag: Sladderpressen bør uddø
Domsmand siger i radioprogram, at sladderpressen bør "uddø". Anklager bør tage affære, mener forsvarer.
Muligvis får Se og Hør-sagen et efterspil.
Flere forsvarere for de dømte overvejer, hvordan de skal reagere, efter at en domsmand i et radioprogram blandt andet har udtalt sig om sit syn på "sladderpressen."
Det oplyser advokat Michael Juul Eriksen, som er forsvarer for den såkaldte tys-tys-kilde.
- Det er ekstremt usædvanligt, hvad hun gør, siger han fredag aften til Ritzau.
Kan ikke lide sladderpressen
Dagen efter dommen i den stærkt omtalte sag har Sahar Aslani, som er en de medvirkende domsmænd, valgt at udtale sig i et program på Radio24syv.
- Jeg synes, de skal uddø, siger hun blandt andet om sladderpressen.
Personligt kan hun ikke lide Se og Hør, hvorimod hun ikke har noget imod Billed Bladet, fremgår det.
Hun noterer også, at Henrik Qvortrup var "faktisk ret dygtig."
I programmet udtaler hun sig ret detaljeret om strafudmålingen til Qvortrup og til en anden dømt chefredaktør, Kim Henningsen.
Sag uden fortilfælde
Ifølge advokat Michael Juul Eriksen er det muligt, at der er begået en rettergangsfejl.
Det afgørende er, om domsmanden har været forudindtaget, og om hun har røbet oplysninger fra de diskussioner, der har været under den hemmelige votering.
- Det går jeg ud fra, at statsadvokaten nu vil undersøge, siger Michael Juul Eriksen.
- Det er meget uheldigt, at en domsmand udtrykker stærke holdninger på denne måde.
Umiddelbart er han fredag aften ikke i stand til at sige, om domsmanden faktisk er trådt over grænsen.
- Men det her er uden fortilfælde, siger han.
Afviser at have brudt tavshedspligt
Forsvareren for Kim Henningsen siger til Radio24syv, at det nu skal undersøges, om der bør rejses påstand om, at sagen skal gå om ved Retten i Glostrup.
- Retsplejeloven kræver udtrykkeligt, at der ikke må kunne rejses tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed, siger advokat Kåre Pihlmann.
Også Dommerforeningens formand er forbløffet.
- Det er ikke i orden. Det er ikke en domsmand værdigt. Havde den pågældende sagt noget lignende under en sag, jeg var dommer i, havde jeg kaldt hende alvorligt til rette, siger Mikael Sjöberg.
Sahar Aslan afviser selv, at hun har brudt sin tavshedspligt ved at tale om sin holdning til sladderblade og strafudmålingen i sagen.
- Jeg er professionel som domsmand. Jeg har ikke nævnt noget om ting, vi har diskuteret bag lukkede døre, siger hun til Ritzau.
Hun slår samtidig fast, at hun som gæst i radioprogrammet forinden havde sikret sig, at hun ikke gjorde noget forkert ved at få programmets vært til at undersøge, om der kunne være problemer. Det fik hun at vide, at der ikke var.