Krimi

Midtjysk far voldtog sin datter gennem flere år

. Dalux

Retten i Herning idømmer mand fængsel i syv år for mangeårigt seksuelt misbrug af datter og for dødstrusler.

Fra hun var syv år blev en pige i flere år voldtaget af sin far i Midtjylland.

Han truede barnet med, at hun ville blive slået ihjel, hvis hun fortalte nogen om overgrebene.

Disse og andre forbrydelser har torsdag ført til, at Retten i Herning har idømt faren, der er 55 år, fængsel i syv år.

Har fået erstatning

Datteren er desuden blevet tilkendt erstatning på cirka 130.000 kroner, oplyser retten på sin hjemmeside.

Domsmændene og dommeren er blevet overbevist af den "sikre, troværdige og meget troværdige forklaring", som datteren har givet.

I perioder måtte barnet dagligt tåle at blive tvunget til samleje.

I nogle tilfælde pressede han en pude for hendes ansigt, så hun fik besvær med at trække vejret og besvimede.

Frifindes for voldtægt af ægtefælle

Anklagemyndigheden havde også tiltalt den 55-årige for at have voldtaget sin tidligere ægtefælle og en senere samlever.

På disse punkter frifindes manden dog.

Til gengæld er der beviser for, at han mishandlede sin tidligere ægtefælle, og at han begik vold mod samleveren.

Under sagen har anklagemyndigheden krævet, at straffen skulle være forvaring i stedet for fængsel.

Forvaring gives kun i en håndfuld tilfælde hvert år.

Er ikke tidligere dømt

Sanktionen betyder indespærring på ubestemt tid. Den kan bruges til personer, som har begået grov personfarlig kriminalitet - og som vurderes til at være så farlige for andre, at fængsel ikke afværger faren.

Imidlertid har byretten besluttet sig for almindelig fængselsstraf.

Der er ikke "fuldt tilstrækkeligt" grundlag for at fastslå, at han er så farlig for andre, at forvaring er nødvendig, lyder begrundelsen.

I den forbindelse spiller det også en rolle, at han ikke tidligere er blevet dømt for sexovergreb.

Såvel anklagemyndigheden som den 55-årige har nu 14 dage til at overveje, om dommen skal ankes til Vestre Landsret.