Dom i Se og Hør-sagen: Henrik Qvortrup skal i fængsel
Flere af de tiltalte skal bag tremmer i den omfattende Se og Hør-sag.
Både Henrik Qvortrup og tys tys-kilden skal i fængsel. Sådan lyder det fra retten i Glostrup, hvor der torsdag faldt dom i Se og Hør-sagen.
Qvortrup får et år og tre måneders fængsel, hvoraf de de tre måneder skal afsones med det samme.
Den hårdeste straf går til den såkaldte tys-tys-kilde Peter Bo Henriksen, der får et år og seks måneders ubetinget fængsel for sin rolle i Se og Hør-sagen.
I alt er fem af de seks tiltalte idømmes fængselsstraffe, mens en frifindes. Som den eneste af de dømte i Se og Hør-sagen har Peter Bo Henriksen valgt at anke dommen på halvandet års fængsel til landsretten. De fire andre dømte har alle taget betænkningstid.
Solgte oplysninger om kendte og kongelige
Det er små 1.000 dage siden, at Se og Hør-skandalen begyndte at rulle.
Det skete i slutningen af april 2014, da den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen udgav sin roman 'Livet, det forbandede', der beskrev arbejdsmetoderne på det såkaldt fiktive ugeblad 'Set og Hørt'.
I den afslørede han slet skjult, at en anonym kilde sendte dem talrige sms-beskeder med oplysninger om kendte og kongeliges kreditkortbevægelser til Se og Hørs betroede journalister Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen. Den anonyme kilde var Peter Bo Henriksen, der dengang i 2008-2012 var ansat som systemoperatør hos IBM og Nets.
De fem tidligere ansatte på Se og Hør hævder, at de ikke kendte til de metoder, som tys tys-kilden benyttede til at erhverve sig fortrolige kreditkortsoplysninger om kendte og kongelige. Oplysninger, som tys tys-kilden solgte til Se og Hør, og som hjalp ugebladet til at lave afslørende historier.
Qvortrups forsvarer: Der er ikke sket noget ulovlig
Mens anklagemyndigheden krævede op til to års ubetinget fængsel til Henrik Qvortrup, kræver hans forsvarer, Anders Nemeth, frifindelse.
For selvom den tidligere chefredaktør på Se og Hør anerkender de fleste af sagens faktisk forhold – at oplysninger leveret af Peter Bo Henriksen blev videregivet til Se og Hør – er der ikke foretaget noget strafferetligt ulovligt, lyder det.
- Det kan siges meget kort. Vi har hele tiden gjort gældende, at Henrik Qvortrup på intet tidspunkt har været bekendt med, at der blev begået hacking. I det omfang, der overhovedet gjorde, siger Anders Nemeth til TV 2.
Ifølge anklagemyndigheden har Henrik Qvortrup blandt andet overtrådt den såkaldte ’hackerparagraf’ - Straffelovens paragraf 263 - ved som chefredaktør at aftale og godkende, at Se og Hør systematisk modtog og brugte oplysninger, som var erhvervet på ulovlig vis.
- Vi mener, at bevisførelsen har bekræftet, at Henrik Qvortrup aldrig har haft den viden, siger Anders Nemneth, som fortæller, at hans klient ser frem til en afklaring.
Få overblikket over sagens hovedpersoner i bunden af artiklen.
Anklager: Tys Tys-kilden tjente 430.000 kroner
Ligesom de tidligere ansatte på ugebladet, så nægter Tys Tys-kilden sin skyld og fastholder, at han ikke har overtrådt straffeloven.
Anklageren har dog gennem sagen forsøgt at bevise, at Peter Bo Henriksen i sin tid som systemoperatør hos IBM og PBS uberettiget har erhvervet sig adgang til kendte og kongeliges kreditkortsoplysninger. At han gentagende gange har nulstillet kollegaers adgangskoder for at få fat på oplysninger og søgt i databaser, som han ikke havde legitim adgang til.
Oplysningerne afslørede, hvor i verden de kendte og kongelige befandt sig og brugte deres Mastercard eller American Express – og blev solgt til Se og Hør. Og ifølge anklagemyndigheden har Peter Bo Henriksen tjent mindst 430.000 kroner på sit samarbejde med ugebladet.
Allerede den 25. august blev der taget hul på retssagen med såkaldte tilståelsessager. Her blev Aller Media idømt en bøde på 10 millioner kroner, og to af de tiltalte i sagen - tidligere nyhedschef på Se og Hør Lise Bondesen og tidligere redaktionschef på Se og Hør Kim Bretov – fik seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste.