Station 2

Beskidt gardin kan lede politiet på sporet af organiserede kriminelle

Politiet leder efter gerningsmændene til fem sprængninger af hæveautomater fordelt over hele landet. Resterne af et gammelt gardin kan være afgørende.

Parallelvej i Hvide Sande ligger øde hen natten mellem mandag den 19. og tirsdag den 20. september. Faktisk er der til tider så stille, at man i det fjerne ganske svagt kan høre havet, for der er langt mellem lyden af biler.

Klokken 02.34 flækkes nattens stilhed af en eksplosion.

Væggen på Spar-købmanden giver sig og støvet danser i mørket. Tre maskerede mænd smadrer en rude ind til butikken og går målrettede gennem mustensbrokkerne mod boksen på den hæveautomat, der indtil for få sekunder siden sad sikkert fast i væggen til butikken, men som nu har revet sig fri. De tre mænd har derfor let adgang til pengene.

Kun få vidner når at se de tre maskerede mænd forlade stedet i høj fart med nattens udbytte i en bil og ingen kan give politiet afgørende oplysninger i sagen.

- Vi er ret overbeviste om, at det her det er professionelle folk. Det her er organiseret kriminalitet, hvor alt er planlagt. Man ved, hvad man har med at gøre, man arbejder hurtigt på stedet, og man har gjort sig nogle tanker om, hvordan man kan besværliggøre politiets efterforskning, siger Politikommissær fra Nordjyllands Politi Sune Myrup til Station 2 Efterlyst.  

Hæveautomaten i Hvide Sande var den femte hæveautomat, som gruppen slog til mod på blot 34 dage. Men for hver gang en automat er eksploderet, har politiet fået nye spor at gå efter.

Tatovering med et hjerte på halsen

Hver gang mændene slår til, ødelægger de overvågningskameraerne nær gerningsstedet for at besværliggøre opklaringsarbejdet. Men ved Nordeas hæveautomat i Hundested den 15. september overså gerningsmændene et kamera.

Derfor har politiet gode overvågningsbilleder af den mand, der pumpede gas ind i hæveautomaten for at få den til at eksplodere. Sune Myrup hæfter sig særligt ved gerningsmandens specielle tatovering, der sidder på højre side af halsen og muligvis er et navn med et lille hjerte over.

Da en af gerningsmændene bag fembokssprængninger pumpede gas ind i den ene hæveautomat kom en tatovering på højre side af halsen til syne. Læg mærke til det lille røde hjerte over skriften. Nordjyllands Politi håber, at nogen kan kende tatoveringen.

- Vi er selvfølgelig interesserede i at høre fra folk, der kender eller har set nogle personer, der har en tatovering på højre side af halsen, hvor der er et lille rødt hjerte, siger Sune Myrup.

Gammelt gardin kan være afgørende

At Nordjyllands Politi føler sig overbeviste om, at der er tale om de samme gerningsmænd, skyldes især stykker af stof, der er fundet på tre af gerningsstederne. Stoffet bruger gerningsmændene formentlig til at lukke tæt om slangen i hullet, hvori de pumper gassen ind i hæveautomaterne.

Politiets foto af det stykke gardin, der blev anvendt ved sprængningen ved Hune den 8. september.

- Det ligner sådan noget gardinstof. Vi tænker, at det kunne være fra et eller andet sommerhus eller fra et lejet værelse eller lignende. Vi er meget interesserede i at høre om der er nogen, der har lejet et sommerhus eller et værelse ud, hvor man netop har haft denne her type gardinstof og hvor det efterfølgende har været væk, forklarer Syne Myrup, mens han viser de små hvide ringe i gardin-stykket, der stadig sidder i hjørnet på det ene stykke stof.

Stofstykket er hullet og beskidt og politiet mener, at det skyldes sprængningen. Det har været til tekniske undersøgelser hos kriminalteknisk center, men det har ikke givet politiet flere spor at gå efter.

Hvor købes trøjen med ”51” på brystet?

Ved bokssprængningen ved Spar Supermarked i Hune var den ene gerningsmand iført en mørk hættetrøje med nummeret ”51” skrevet med store lyse bogstaver hen over brystet. Også den håber politiet på borgernes hjælp til at finde frem til.

På overvågningsbilleder fra bokssprængningen i Hune den 8. september ses gerningsmandens mørke trøje med nummeret "51" på brystet.

- Vi har ikke rigtig kunne finde nogen danske forhandlere til trøjen. Men vi har fundet nogle amerikanske hjemmesider, hvor man kan købe en trøje, som vi er ret sikre på, er lig den. Så derfor er vi interesserede i at høre fra folk, der ved, hvor man kan købe den her i Danmark eller eventuelt høre fra forhandlere i Danmark, der forhandler lige præcis denne her type trøje, siger Sune Myrup.

I efterforskningen har Nordjyllands Politi fundet en hættetrøje, der ligner den gerningsmanden havde på ved bokssprængningen i Hune den 8. september.

Desuden hører politiet gerne fra vidner, der eventuelt kan kende den store mukkert eller forhammer, som røverne brugte ved mindst to af bokssprængningerne. Den har et skæfte i træ og er blå på den ene side og kan ses i overvågningsbillederne over artiklen.

Sprænger hæveautomater i hele landet

Ifølge Nordjyllands Politi slog gruppen til første gang onsdag den 17. august klokken tyve minutter i tre om natten mod en hæveautomat ved Eurospar på Helsingevej 155 i Frederiksværk.

Allerede dagen efter var mændene på spil igen. Denne gang ramte eksplosionen en hæveautomat ved Dagli’ Brugsen på Torvet 1 i Blokhus klokken 3.32.

Derefter blev pengeautomaten ved Spar Supermarked på Stenmarksvej 3 i Hune ved Blokhus sprængt i stykker torsdag den 8. september klokken syv minutter over to om natten. Eksplosionen gav omfattende skader på købmandsforretningen.

Den ene gerningsmænd bag bokssprængningerne blev filmet af et overvågningskamera den 15. september i Hundested.

En uge senere forsøgte gerningsmændene igen at sprænge en hæveautomat. Denne gang ved Nordea Bank i Kajgaden 9 i Hundested klokken 02.29. Og endelig sluttede tyvetogtet den 20. september i Hvide Sande, da de tre mand forsvandt i mørket med nattens udbytte.

- Det, der er lidt specielt ved denne sag, er, at der er så stor geografisk afstand mellem gerningsstederne. Der er langt fra Hune i Nordjylland til Hundested og Frederiksværk, hvor de andre bokse er, men trods det så efterforsker vi stadig ud fra den teori, at det er de samme gerningsmænd, siger Politikommissær fra Nordjyllands Politi Sune Myrup til Station 2 Efterlyst.

Har du oplysninger i sagen kan Nordjyllands Politi kontaktes på 1-1-4.